23948sdkhjf

In2house skifter ud i toppen: Ny direktør og bestyrelsesformand

Tidligere Hummel og Intersport-direktør overtager midlertidigt begge poster

Kædeselskabet In2house, som organiserer kæderne Danbo og Møblér, har sagt farvel til både direktør og bestyrelsesformand.

Fremover vil det således være den erfarne erhvervsmand Mikael Kold, der vil fungere som bestyrelsesformand i selskabet. I en overgangsperiode vil Mikael Kold også afløse afgående direktør Thomas Hagerup, hvilket er muligt, fordi selskabet er et A.M.B.A.

Stor erfaring med bestyrelsesopgaver

Mikael Kold har særlig erfaring fra detailhandel og frivillig kædedrift og er nok mest kendt for sine mange år som direktør i Intersport Danmark og Hummel.

Dertil beskæftiger Mikael Kold sig professionelt med bestyrelsesopgaver og -poster i en række andre selskaber og har blandt andet siddet i bestyrelsen for Intersport International. 

Han ser nu frem til at viderebringe sin viden fra detailhandel og kædesamarbejde til In2house.

- Jeg vil nu involvere mig i arbejdet med kædernes strategiske udvikling og dermed at finde den rette profil til direktørrollen i In2house og herigennem sikre, at In2house og vores koncepter udvikles i takt med kundernes og butikkernes behov, siger Mikael Kold i en pressemeddelelse.

Nye øjne på udviklingen

Ifølge In2house selv er det to helt uafhængige forløb, der har betydet, at selskabet nu får både ny formand og direktør.

I starten af 2018 tiltrådte erhvervsmanden Lars Bonderup Bjørn, der har været bestyrelesformand i In2House i ni år, en post som administrerende direktør i energiselskabet EWII. En post, som ikke er forenelig med den lange række af bestyrelsesposter, som Lars Bonderup Bjørn har beklædt.

I In2house har det derfor været kendt længe, at der skulle findes en ny bestyrelsesformand.

- At formandsskiftet falder sammen med, at selskabets mangeårige direktør Thomas Hagerup har fundet nye udfordringer, er tilfældigheder, som naturligvis ikke er optimale. Omvendt giver det også mulighed for at sætte helt nye øjne på udviklingen, siger Lars Bonderup Bjørn, som altså giver stafetten videre til Mikael Kold.

Thomas Hagerup tiltræder nu et job som kædedirektør i en anden branche.

Kommenter artiklen
Tip redaktionen
Udvalgte artikler

Send til en kollega

0.156