23948sdkhjf

JKE Design tror på overskud i 2016

Den nordjyske køkkenfabrik har ryddet effektivt op og øjner en positiv drift i år.
Et syvmileskridt i retningen mod break even. Sådan betegner Xlnt Design, som står bag JKE-køkkenet, det nyeste 2015-regnskab, som netop firmaet netop har færdiggjort.

Den jyske køkkenproducent, som ejes af den svenske Ballingslöv-koncern, tabte sidste år 31 millioner. Det tab er mærkbart formindsket, og næste år bliver tallene sorte, lover han.

Søren Overgaard blev i november 2014 indsat som administrerede direktør i Jerslev ved Brønderslev. Han startede en turnaround-proces, og foreløbig er han tilfreds. Han noterer sig , at driften i 2016 tegner til at blive rent overskudsgivende. Der er ryddet op, og alle skeletterne er kostet ud af skabet.

Han peger på optimering af Jerslev-fabrikkens indre linjer.

- Faktisk har vi ikke haft så stor en vækst, som nogle andre i branchen har haft. Det har været en beskeden vækst, siger han og nævner de omtrent 10 procent, som salget er vokset med.

Han fremhæver de tiltag i redningsprocessen, han kalder for første fase. Produktionen er gennemgået med en tættekam, og flere ting foregår nu smartere, end de gjorde før, uden at investeringsniveauet er øget på maskinområdet.

Medarbejderstaben er blevet mindsket for at skære i omkostninger. Og så har virksomheden helt grundlæggende fokuseret på pengeforbruget.

- Når man går og tænker nærmere over, hvad man bruger penge på, så virker det omkostningsreducerende i sig selv, og vi ledere er nødt til at gå foran, siger Søren Overgaard til Wood Supply.

Han nævner også leveringssikkerhed som et område, der kan betale sig at styrke. Ved at optimere kommunikationen mellem produktion og salg, kan man forbedre kundernes oplevelser.

- Det er sund fornuft, og det siger sig selv, at det er billigere at levere et køkken én gang end ad flere omgange.

Nu varsler han en anden fase i turnaround-processen, og det er den, der skal løfte virksomheden op til sorte tal for første gang siden 2011.

Efter en første fase med fokus på struktur, leveringssikkerhed, omkostninger vil JKE Design nu lægge tryk på den kommercielle del og udvide distributionsnettet i form af nye butikker. Kæden har 22 i Danmark og i øvrigt også butikker i Norge og Sverige, og det er særligt i Danmark, at der er behov for flere, nævner han.

JKE Design skal også styrke sit brand ved hjælp af markedsføring, og så skal produktporteføljen styrkes med nye designforslag.

- Nu skal vi til at investere i noget, og det er pludselig en helt anden dagsorden, end vi har været vant til, siger han.

For at vinde kunderne skal man give dem de bedste oplevelser med deres køb.

- Det er med køkken som med biler. De er meget ens, og mange ting kommer fra de samme fabrikker. Det afgørende er, at man samler delene på en måde, så kunden får en bedre løsning, siger Søren Overgaard.

Hovedtal for Xlnt Design A/S i mio. kr. i 2015 (2014)

Nettoomsætning: 330,4 (282,0)
Bruttoresultat: 66,9 (49,6)
Driftsresultat: -2,1 (-36,6)
Nettoresultat: -4,8 (-31,0)
Balancesum: 186,6 (212,0)
Egenkapital: 25,9 (20,7)
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094