23948sdkhjf

Højer Møbler præsterer nyt rekordoverskud

Kvalitet er også en styrke, lyder mantraet fra den nordjyske møbelproducent, hvor begejstringen for EU’s udbudsregler er til at overse.
Højer Møbler kom ud af regnskabsåret 2014 med et rekordhøjt overskud på 1,1 mio. kr. før skat. Og pengene har allerede fået ben at gå på, eftersom møbelproducenten fra Vodskov i Nordjylland har ansat fire nye medarbejdere.

- Vi har investeret pengene i, at vi skal blive endnu bedre til at fortælle om læringsrum, siger adm. direktør Jens Højer til Wood Supply.

Udbudsregler koster dyrt
Og det er et lang, sejt træk. Direktøren vurderer selv, at højst fem procent af de danske folkeskoler er moderniseret i en grad, så inventaret i dag fremstår tidssvarende. En af hurdlerne er udbudsreglerne, som gør det svært at sælge kvalitet, når konkurrenceparameteret næsten udelukkende er pris.

- Der er mange virksomheder i Danmark, som kunne tjene flere penge på at handle med det offentlige, hvis vi kom lidt væk fra EU’s udbudspolitik. Her er prisen alt, alt for vigtig i forhold til at fokusere på kvalitet, som kan holde i flere år, mener Jens Højer, som af samme grund ser med optimisme på den nye udbudslov.

Den lægger op til, at virksomhederne må tale med tilbudsgiver om eventuelle fejl, mangler og misforståelser. Og det kan spare begge parter både tid og penge.

- Vi har netop budt på en sag, hvor 11 kommuner spørger på en kasse til en reol. Men fordi de ved en fejl har brugt de udvendige mål, kan den kasse, de spørger efter, ikke gå ind i reolen. Og som reglerne er nu, må vi ikke korrespondere om det, fortæller Jens Højer som et eksempel.

Investerer overskud i at blive bedre
Den anden modstander er skolerne selv, hvor ikke alle er lige parate til at høre om nye læringsstile.

- Vi er kun i den spæde begyndelse i forhold til at snakke anderledes læring og læringsrum. Når vi, i samarbejde med forskere, dokumenterer, at læringen bedre kan foregå anderledes, så er det ofte en stor skude, der skal vendes, siger Jens Højer.

Han ser frem til et 2015-regnskab med endnu et overskud. Men det kommer næppe til at byde på en ny rekord, ligesom det var tilfældet i 2013 og 2014.

- Nej! Vi vil hellere investere pengene i at blive endnu bedre, afslutter direktøren med et grin.

”Højskoler bliver moderne igen”

Det er ikke kun folkeskolen, der er aftager, når Højer Møbler sælger sine møbler til undervisningsinstitutioner i Danmark.

- Folkeskolerne aftager måske 50-60 procent. Resten ligger på gymnasier, erhvervsskoler og universiteter. Foruden privatskoler, efterskoler og højskoler. Især efterskoler og højskoler har været presset de seneste år, men nu ser det ud til, at de bliver moderne igen, siger Jens Højer, adm. direktør i Højer Møbler, og får opbakning fra Danmarks Statistik.

Vestjyderne bliver snydt
Tallene herfra viser nemlig, at antallet af kursister på højskolerne er steget med 25 procent til 9.073 i 2013/14 sammenlignet med 2006/07.

Også rent geografisk kan Jens Højer mærke forskel på det danske skolevæsen. Højer Møbler henter nemlig over halvdelen af sin omsætning i det storkøbenhavnske område.

- Der bliver brugt væsentligt flere penge i København og omegn pr. elev på inventar i eksempelvis Vest- og Sønderjylland. På det punkt bliver vestjyderne snydt, så det driver. Det kan jeg sagtens mærke, lyder det fra møbeldirektøren.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.112