Lasse Reimers overtager posten som direktør for Bygma Roskilde efter Steen Vulpius, der rykker op som regionsdirektør i Bygmas Region NØ.
Med udnævnelsen fastholder Bygma sin strategi om at udvikle og forfremme egne talenter.
50-årige Lasse Reimers begyndte sin karriere i Bygma Roskilde som sælger i 2003 og blev senere ekstern sælger. Ti år efter skiftede han til Bygma Amager som salgschef og blev siden udnævnt til direktør.
Nu vender han tilbage til Roskilde.
- Det er med stor stolthed, at jeg vender tilbage til Bygma Roskilde – denne gang som direktør. Jeg kender huset indefra og ved, hvilket stærkt hold jeg får lov til at stå i spidsen for, siger Lasse Reimers i en pressemeddelelse.
Den afgående direktør Steen Vulpius glæder sig over valget af sin afløser:
- Han kender både kulturen, kunderne og forretningen og har allerede vist, at han kan skabe resultater gennem målrettet ledelse og tæt samarbejde med medarbejderne.
Målet for Bygma Roskilde er at fortsætte væksten og styrke relationerne til både kunder og samarbejdspartnere.
