23948sdkhjf

Køkkenkæde i milliontab: - Vi har taget skraldet

Fortidens fejltagelser har kostet dyrt for Designa, der leverer andet underskud i rap. Ifølge direktøren er man nu i mål med oprydningen og ser sorte tal forude

Godt 36 tabte millioner.

Det er hvad de to seneste regnskabsår samlet set har kostet den danske køkkenkæde Designa, der tæller mere end 50 butikker i Danmark og Norge.

Et nyt årsregnskab afslører, at underskuddet denne gang lyder på 19,4 mio. kr. efter skat, men selvom 2024 ifølge adm. direktør Erik Høj var præget af et svært marked og hård konkurrence, skal forklaringen på de røde tal findes et andet sted.

Dyre beslutninger

I årsrapporten lyder det således, at det negative resultat især skyldes omstruktureringer i partnerkredsen samt en afvikling af kædens private label-forretning.

- I 2022-23 havde vi nogle partnere, der satsede en del på projektmarkedet. Her tog de nogle beslutninger, der fik konsekvenser for både dem og os – det marked faldt jo kraftigt efterfølgende, og det har resulteret i nogle forholdsvis store tab, forklarer Erik Høj.

Designa A/S
Regnskabsår 2024 2023 2022
Valuta mio. DKK mio. DKK mio. DKK
Bruttofortjeneste 32,4 37,1 63,7
Resultat af primær drift -18,9 -17,9 4,5
Resultat før skat -24,8 -21,5 2,0
Årets resultat -19,4 -16,9 1,5
Balancestatus 133,6 144,3 149,9
Egenkapital 25,8 28,3 17,2
Antal ansatte 85 92 104
Kilde: CVR

For selvom Designas forretningsmodel bygger på selvstændige forhandlere, blev det på hovedkontoret besluttet at gennemføre de tabsgivende projekter, så brandet ikke tog skade af fejlkalkulationerne.

- Vi står jo fuldstændig bag ved brandet, så vi har taget skraldet, og vi har gjort det med åbne øjne, siger Erik Høj, der understreger, at man som privatejet virksomhed er i markedet med det lange sigte.

- Derfor er vi også meget fokuserede på at sikre, at vi også i fremtiden har et stærkt distributionsnet, og jeg er glad for, at det nu går rigtig godt, de steder, vi har skiftet ud, lyder det.

Farvel til skydedørene

Samtidig blev der i 2024 lukket endegyldigt ned for den private label-produktion af skydedøre og plademøbler, som Designas oprindelige forretning byggede på.

- Da jeg kom til for efterhånden ti år siden, var det vores hovedforretning, men over tid har vi konverteret til den nuværende model, hvor vi fokuserer på egne mærkevarer til Danmark og Norge, fortæller Erik Høj.

I stedet har virksomheden udliciteret den del af forretningen til en underleverandør, der ifølge Designa-direktøren kan tilbyde et bredere sortiment til de kædens køkkenforhandlere, mens fokus i stedet er rettet mod kerneforretningen.

Og her er, trods de røde tal på bunden, positive takter.

- Vi har driftsoverskud på fabrikken, og det er vi rigtig glade for, lyder det.

Tilbage i gear

Havde det ikke været for oprydningsarbejdet, var 2024 således endt i plus, fortæller Erik Høj. Og halvvejs inde i 2025 oplever han, at markedet for alvor er på vej tilbage i gear.

- Juni var vores største omsætningsmåned siden corona-årene. Vores medarbejdere har måttet arbejde over på lørdage og møde ind på helligdage, så det er nogle trætte folk, vi har sendt på ferie, siger Designa-direktøren.

Han peger blandt andet på det boomende boligmarked som en del af forklaringen på privatkundernes genopstandne købelyst. Og faktisk går det nu så stærkt, at det er blevet svært at følge med på fabrikken i midtjyske Kjellerup.

- Vi har lidt for lange leveringstider, så vi er i gang med at øge kapaciteten, lyder det.

Forventningen er derfor også, at de røde tal er vendt til sorte, når 2025 bliver til 2026. Mere præcist spås årets driftsresultat at lande i niveauet 8-13 mio. kr.

Se nøgletal for:
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109