Køkken-duo bliver til trio i hovedstaden

En duo bliver til et trekløver, og to butikker bliver til tre, når de to partnere bag Designa Storkøbenhavn nu udvider salgsområdet med Desgina Hillerød.
Læs også: Køkkenduo føjer endnu en butik til porteføljen
Fremover vil de tre butikker i henholdsvis København V, Glostrup og Hillerød have fokus på privatkunder, mens butikken i Glostrup samtidig vil servicere alle områdets erhvervskunder, oplyser køkkenkæden i en pressemeddelelse.
– Kernen i vores forretning er lokalt forankrede, men lige så vigtigt, robuste forhandlere. Vi har set, at på trods af en meget udfordrende periode i køkkenbranchen, så har vores to partnere i Storkøbenhavn bevist en robusthed og et engagement udover det sædvanlige. Derfor er vi glade for, at de har fundet sammen med vores partner i Hillerød og nu har skabt en endnu stærkere platform for vækst – både for dem selv og for kæden, fortæller Erik Høj, adm. direktør i Designa A/S.
Bo Christensen, der i næsten et årti har ejet Hillerød-butikken, fortsætter i den nye konstellation, og glæder sig over at blive en del af et større setup.
- Jeg har lært Christian og Peter at kende siden de kom til kæden i slutningen af 2021 og det er et par driftige ”fyre”, siger Bo Christensen og fortsætter:
- Nu ser jeg frem til at blive en del af teamet, og jeg ved, at jeg kan tilføre vores samlede setup en hel del. Jeg har ejet butikken i Hillerød i snart 10 år og kommer således med en hel del Designa erfaring samt et stort netværk. Jeg ser frem til at træde ind i en større og mere robust konstellation, og på den måde, i endnu højere grad, udnytte det store potentiale, der er i Nordsjælland, specielt i erhvervssegmentet.
Siden de to partnere Peter Ulrichsen og Christian Johansen for små tre år siden overtog butikken i centrum af København og samtidig åbnede en ny butik i Glostrup, er Designas omsætning i Storkøbenhavn ifølge køkkenkæden mere end tredoblet, og der er således ingen planer om at ændre på strategien trods udvidelsen af salgsområdet.
– Et bærende element i vores strategi er at kunne tilbyde et attraktivt og konkurrencedygtigt koncept til erhvervsmarkedet. Vores team i Glostrup udgør et stærkt og kompetent erhvervscenter og vi ser frem til at få Bo med i teamet, siger Christian Johansen.