23948sdkhjf

Brand satte stopper for 125 års møbelproduktion – nu forklarer Getama-ejer beslutningen

Den traditionsrige møbelfabrik blev aldrig genopbygget efter branden, og de kendte møbeldesigns er solgt videre

Et chok ramte dansk møbelproduktion 9. februar 2024.

Getamas produktionshal brændte ned til grunden.

Det var længe meningen, at produktionshallen skulle genopbygges, men planerne blev droppet. 

Produktionerne - herunder designs af Hans J. Wegner, Nanna Ditzel samt Friis & Moltke - er siden blevet solgt videre til andre møbelfabrikker.

Wood Supply forsøgte gentagne gange at få en status på genopbygningsplanerne, men det lykkedes aldrig at få kontakt til direktør Jesper Temp. Nu fortæller han endelig om begrundelsen for lukningen af møbelfabrikken, der har ligger i nordjyske Gedsted siden 1899.

Det gør han til Fyens Stiftstidende.

- Det er hårdt at skulle starte op fra bunden igen, når man lige er fyldt 60 år. Og da vi ikke har nogen, der var interesseret i at tage over, var vi begge enige om, at vi ikke kunne finde noget bedre hjem til vores møbler end her hos Knud Erik, fordi vores holdning til tingene er meget ens, siger Jesper Temp.

Med Knud Erik henvises der til Carl Hansen & Søn, som har købt rettighederne til størstedelen af Getamas kollektion.

Fyens Stiftstidende har snakket med Jesper Temp i anledning af, at den tidligere fabriksejer var på besøg hos Carl Hansen & Søn i fynske Gelsted.

Getama havde fabriksbygning i Gedsted, og produktionen fortsætter således i en by med enslydende bynavn.

Designarv er blevet givet videre 

Overdragelsen af designrettighederne blev offentliggjort for fem måneder siden, da netop Knud Erik Hansen udtalte følgende:

- Vi er meget glade for at overtage Getamas kollektion, der udgør en betydningsfuld del af den danske designhistorie og omfatter vigtige værker fra 1950erne og frem tegnet af mange af de helt store arkitekter. Alle disse designs komplementerer Carl Hansen & Søns kollektion perfekt og styrker vores position som designvirksomhed yderligere.

Det er ikke kun Carl Hansen & Søn, som har overtaget designs fra den traditionsrige møbelfabrik. Fredericia Furniture har købt rettighederne til Mogens Koch Design. 

Det kunne Wood Supply afsløre i december, hvor sønnen - Mogens S. Koch – fortalte, at det var en decideret betingelse fra Koch-familien, at personalet skulle kunne flytte med. Der var også en anden betingelse: Møblerne skulle produceres i Danmark.

- Det var et must fra vores side. Vi ville have dansk produktion.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078