Harald Nyborg med rekordresultat

Harald Nyborg er kommet ud af 2024 med sit bedste resultat nogensinde; 606 mio. kr. på bundlinjen.
Rekorden udløser da også et "tilfredsstillende" i ledelsens beretning.
Den rekordhøje indtjening er hentet ud af en omsætning 8,9 mia. kr., hvoraf 7,7 mia. kr. er genereret på det danske marked. Derudover er koncernen meget tæt på at runde 1 mia. kr. i omsætning på det svenske marked.
Foruden Harald Nyborg-butikker tæller koncernens portefølje Jem & Fix-butikker og mindre foretagender.
Koncernen havde ved udgangen af 2024 61 Harald Nyborg-butikker og 136 Jem & Fix-butikker i Danmark.
Ejerskab svæver i usikkerhed
Det er ikke kun omsætningen, der er er på milliardflugt. Også egenkapitalen har nu rundet 4,4 mia. kr.
Kurt Daell, der afgik ved døden for ganske for uger siden, står stadig anført som ejer af Harald Nyborg i CVR-registret.
Foruden ham står også de to sønner, Erling og Njal Daell, opført som ejere.
Hvordan ejerdelene og stemmeandelene skal fordeles efter faderens død, hersker der fortsat usikkerhed omkring. Erling Daell fortæller til Finans, at hans far frem til det sidste holdt for sig selv, hvad der skal ske med hans ejerandele og stemmefordelingen i koncernen efter hans død.
De tre optræder på Økonomisk Ugebrevs liste over landets rigeste.
Nøgletal | 2024 (mio. kr.) | 2023 (mio. kr.) |
---|---|---|
Nettoomsætning | 8855,861 | 8313,265 |
Bruttofortjeneste | 2072,578 | 1830,111 |
Resultat af primær drift | 708,221 | 538,883 |
Resultat før skat | 777,786 | 680,669 |
Årets resultat | 606,191 | 477,528 |
Balancestatus | 5562,286 | 4994,113 |
Egenkapital | 4459,191 | 3872,175 |