23948sdkhjf

Flügger sælger mere til de nordiske forbrugere og små virksomheder

Omsætninger stiger i tredje kvartal for det store malerselskab

Flügger har gjort regnskabet op for tredje kvartal, der strækker sig over november, december og januar.

Her formåede malergiganten at løfte omsætningen til 447 mio. kr. Det er en forbedring på omkring 1 pct. fra samme periode året før, hvor omsætningen var på 441 mio. kr. 

Fremgangen skyldes blandt andet øget salg til private forbrugere i Norden og til mindre maler- og håndværkervirksomheder.

Derimod faldt aktiviteten hos de store professionelle malere og øvrige håndværkere.

Med omsætningsfremgangen er Sune Schnack, adm. direktør i Flügger, tilfreds.

- Vi kan se, at vores strategiske initiativer bærer frugt. Blandt andet formår vi fortsat at fastholde salget i Norden på trods af et faldende marked. Samtidig er vi tilfredse med en fremgang hos de private forbrugere og små professionelle, der har trodset vintermørke og lavsæson for at udføre deres projekter i samarbejde med Flügger, udtaler Sune Schnack i en pressemeddelelse. 

Flügger Group

  • International koncern med afsæt i Norden. 
  • Den årlige omsætning er på cirka 2.200 mio. kr.
  • Virksomheden er børsnoteret og har mere end 1.600 medarbejdere.
  • Flügger er børsnoteret, men familien Schnack er med Ulf og Sune Schnack fortsat hovedaktionærer. 
  • Ulf Schnack overtog ledelsen fra sin far i 1970, og siden 1. april 2021 har Sune Schnack været adm. direktør.
  • Koncernen har i alt syv fabrikker i fire lande, som producerer både værktøj, maling og designtapeter. 

Kilde: Flügger Group

Succes i polen

Den polske forretning har været særlig gunstig for Flügger. Her er markedet steget med 10 pct. i kvartalet og bidrager derfor til den samlede vækst med 7 pct. hos de internationale kunder. 

Sune Schnack kalder det en "positiv udvikling" i Polen.

- Vi øger salget på tværs af kundegrupper, lyder det fra direktøren, som i 2021 overtog ledelsen.

Malerselskabet fastholder sine forventninger til regnskabsåret 2024/25. 

Målsætningen er en omsætning på 2.200-2.400 mio. kr. og et driftsresultat på 85-95 mio. kr. Dermed forventer Flügger at lande et markant bedre resultat end i 2023/24, hvor driftsresultatet var på 68 mio. kr. Det skal blandt andet sikres ved et stærkt fjerde kvartal, hvor Flügger-topchefen har høje forventninger. 

- I finansårets sidste kvartal, tager vi hul på en højsæson, vi forventer os meget af som følge af en intensiveret tilstedeværelse i markedet samt vores øvrige strategiske initiativer, udtaler Sune Schnack.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.074