23948sdkhjf

Vindueskæmpe skifter hænder: Sønner overtager 500-mand stor virksomhed

De to stiftere har solgt deres sidste aktier. Det er resultatet af en plan, der blev lagt for mange år siden, forklarer én af deres sønner

Virksomheden er én af Nordjyllands største private arbejdspladser med omkring 500 ansatte.

Omsætningen nærmede sig i det senest offentliggjorte årsregnskab 700 millioner kroner, og overskuddet efter skat har i flere år ligget på over 50 millioner kroner.

Nu har Bent og Henning Søgaard solgt de sidste af deres aktier i den virksomhed, de to grundlagde for over 50 år siden - til deres to sønner.

I dag ejer næste generation Søgaard alle aktier i vinduesproducenten Idealcombi.

Det er ikke udtryk for aldersdiskrimination inden for erhvervslivet.

Men for en veltilrettelagt plan, der blev lagt for mange år siden og sat i søen i 2006.

- Vi satte os ned sammen med vores fædre for adskillige år siden og talte om det glidende generationsskifte, som nu er helt på plads.

Plan for overtagelse

Sådan lyder det fra Martin Søgaard, der sammen med sin fætter Mikael i dag er både direktør i og ejer af 50 pct. af aktierne i Idealcombi.

En ejer af en unoteret virksomhed kan ikke bare forære aktierne i familiens virksomhed til den næste generation uden at udløse store juridiske og økonomiske udfordringer. Derfor er der brug for en plan, hvor endemålet er, at næste generation kommer til at eje virksomheden helt.

Første skridt i familiens plan blev taget tilbage i 2006, hvor Martin og Mikael overtog 20 pct. af virksomheden. I 2015 kom deres ejerandele op på samlet 50 pct., og to år senere sad de på aktiemajoriteten.

Og nu ejer de to fætre altså alle Idealcombi-aktierne.

De to stiftere af Idealcombi, der begge er i halvfjerdserne, er fortsat medlemmer af firmaets bestyrelse.

- Men det er selvfølgelig den næste ting, vi har aftalt at kigge på, siger Martin Søgaard.

En tilfældighed

Historien om Idealcombi begyndte i en stald, hvor brødrene Henning og Bent Søgaard startede deres egen virksomhed tilbage i 1973.

- Vi lavede blandt andet lidt vinduer, og da der blev en lille vinduesfabrik til salg i Hurup, så købte vi den. Det var egentlig det, der blev startskuddet. Så det var altså ikke et bevidst valg, at det skulle være netop vinduer, vi ville satse på, har Bent Søgaard tidligere fortalt til Nordjyske.

Ved begyndelsen af firserne begyndte væksten at tage fart, og Idealcombi voksede eksplosivt, da man i 1989 lancerede sine populære træ- og aluvinduer.

I dag er Idealcombi én af Danmarks største producenter af vinduer sammen med Velux-koncernen og svenskejede Inwido.

Tilbagegang

Årsregnskabet for 2023/24 er på trapperne.

Martin Søgaard vil ikke fortælle om det i detaljer.

Men han vil gerne oplyse, at det ikke bliver en gentagelse af årsregnskabet for 2022/23.

Her var omsætningen som nævnt på op imod 700 millioner kroner og overskuddet efter skat på 58 millioner kroner.

- Både omsætning og overskud er dykket i det nye årsregnskab, siger Martin Søgaard.

Idealcombi er nemlig følsom over for svingninger i byggeriet, som virksomheden jo er underleverandør til.

- Byggeaktiviteten er jo blevet negativt ramt af de stigende renter, og det kan vi selvfølgelig mærke på efterspørgslen. Men at byggeriet er konjunkturfølsomt, det er jo et livsvilkår, som vi lever med, konstaterer han.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078