Bolia opnår salgsrekord i presset marked: "Vi er meget tilfredse"
Det har været et særdeles flot 2023/24 for designbrandet og møbelkæden Bolia.
Omsætningen er steget med 17 pct., hvilket har bragt det samlede salg op på 1,43 mia. kr. Det er salgsrekord for Bolia-kæden med 92 butikker. Men det er ikke det eneste finansielle parameter, hvor der er en positiv udvikling for den Lars Larsen Group-ejede virksomhed.
Bundlinjen før skat og renter er på 28,2 mio. kr. hvilket er en forbedring på 44,2 mio. kr. sammenlignet med det foregående år.
Bolia har – som Lars Larsen Groups selskaber har for vane – ikke offentliggjort hele regnskabet i første omgang, men kun nogle specifikke nøgletal.
- Vi er meget tilfredse med dette resultat og den enorme indsats, som vores dedikerede team, designere og partnere har ydet gennem det forgangne år, som har været særligt udfordrende for vores branche, udtaler Lars Lyse Hansen, der er adm. direktør, i en pressemeddelelse.
Har fået flere butikker
Nøgletallene fortæller om øget salg på alle markeder, og det tilskrives Bolias fokus på designudvikling, bæredygtige initiativer, kundeoplevelse og global ekspansion.
I regnskabsåret åbnede Bolia nye butikker i Tyskland, Frankrig, Spanien og Belgien. I juni åbnede den første Bolia designbutik i Melbourne, Australien.
- Det seneste år har vi foretaget betydelige investeringer i designudvikling, bæredygtige initiativer og ekspansion, herunder nye Bolia flagship-butikker på centrale placeringer i Europas største byer og på vores nye marked, Australien. Samtidig har vi opnået en stærk salgsstigning på 13 pct. organisk vækst ekskl. nye butikker på alle nuværende markeder, udtaler Lars Lyse Hansen.
Fortsætter ekspansion
Det forlyder desuden, at Bolia planlægger at accelerere sin globale ekspansion ved at etablere en række nye konceptbutikker på tværs af Europa, styrke salget til det professionelle kontraktmarked, og samarbejde med flere eksklusive agenter, forhandlere og detailhandlere verden over i det kommende år.
- I sidste uge fejrede vi åbningen af to nye Bolia flagship-butikker i Malaga og Marbella. I det kommende år vil vi fortsætte vores succesrige ekspansion i Spanien, Tyskland, Frankrig og Schweiz, udvide vores globale wholesale-netværk og videreudvikle vores e-handelsplatform. Det bliver en fornøjelse at introducere vores designkollektioner for endnu flere fantastiske byer og vækstmarkeder i det kommende år, udtaler Lars Lyse Hansen.
Bolia er en designvirksomhed med 92 butikker og webshops i 30 lande. Virksomheden blev stiftet i 2000 og overtaget af Lars Larsen Group i 2005.
De positive Bolia-tal er nok tiltrængt for koncernen. Ilva, som også er ejet af Lars Larsen Group, præsenterede for nylig et stort millionunderskud. Det kan du læse mere om her.