23948sdkhjf

Inventa-kurator efter konkurs: - Man har ganske enkelt ikke tjent penge nok

Michael Prip ser nederlaget i øjnene efter snart to års ejerstatus hos Inventa Nordic. - En trist begivenhed 

Inventa Nordic A/S har været gennem hele to nærdødsoplevelser de sidste fem år. 

Men tredje gang skulle altså ikke blive lykkens gang for inventarproducenten, som torsdag fik det endelige dødsstød, da virksomheden blev taget under konkursbehandling ved Retten i Viborg. 

Inventa: 

  • I 2019 blev Inventa reddet på målstregen, da de forhenværende ejeres Jesper Kristensen og Morten Kristensen, der var fjerde generation i ejerfamilien, sikrede virksomhedens overlevelse gennem en kapitalindsprøjtning og et nyt selskab. 

  • Tre år senere blev Inventa taget under rekonstruktionsbehandling, hvor John Svane Hansen og Michael Prip trådte til som ejere. Dermed kom næsten 70 års familieejet historie på nye hænder. 

  • 30. maj 2024 begærer Michael Prip og John Svane Hansen Inventa Nordic A/S konkurs. 

Inventa producerer og leverer inventar til butikker, kontorer og hoteller.

Nordiske Medier

Kurator i konkursboet, Anders Jessen Schmidt, understreger, at der er tale om en såkaldt egenbegæring om konkurs, som bestyrelse og ejerkreds altså selv har indgivet. 

Og det bekræfter den ene af de to ejere, Michael Prip, som også havde titel af administrerende direktør hos Inventa Nordic. 

- I tæt dialog med banken besluttede vi, at indgive en egenbegæring om konkurs, for at være så rettidige som muligt og for at sikre mest muligt til kreditorerne, skriver han i en mail til Wood Supply. 

En klar diagnose 

I 2023 lod det ellers til, at Inventa var tilbage på sporet efter en turbulent tid med beskedne, men dog sorte tal på bundlinjen. Men det skulle desværre ikke holde ind i 2024. 

- I slutningen af året så det fornuftigt ud, og vi forventede en god start på 2024, men med en ordreindgang på index 50 for de første fire måneder, blev virksomheden presset væsentligt på likviditeten samtidig med, at yderligere tilpasninger var omkostningstunge, forklarer Michael Prip.

Også hos kurator Anders Jessen Schmidt er diagnosen klar. 

- Man har ganske enkelt ikke tjent penge nok, siger han til Wood Supply og uddyber: 

- Det skyldes ikke nogen stor tabt ordre eller lignende, men en opsummering af flere omstændigheder, som har gjort det svært at genopbygge likviditet efter rekonstruktionen.

Har man ikke lavet en bæredygtig selskabskonstruktion dengang?  

- Med rekonstruktionen er man kørt videre med lav kapitalisering, og det er det, der - i sammenhæng med udfordrende konjunkturer - indhenter virksomheden nu.

Brændte broer

Michael Prip beskriver konkursen som "en trist begivenhed", der dog har været nødvendig for at "flest mulige - kunder som leverandører - bliver tilgodeset."

Han lægger ikke skjul på, at det har været en hård kamp, at få Inventa på ret køl siden 2022. 

-  Da vi kiggede ind i businesscasen, var det helt klart med den hensigt, at vi kunne få vendt virksomheden og få en forretningscase ud af det, samtidig med at en del arbejdspladser blev reddet. Vi må erkende, at den korte frist vi havde, ikke gav den nødvendige tid til at gå i dybden med alt, lyder en del af forklaringen. 

Michael Prip skriver desuden, at opgaven har været udfordret af, de to forudgående rekonstruktioner, som ifølge ham "brændte broer til store kunder" til skade for omsætningen. 

Ejendommen går fri 

Ifølge Anders Schmidt Jessen er det endnu for tidligt at sige noget om både antallet af og størrelsen på kreditorkrav hos Inventa A/S. 

Han oplyser dog, at pengeinstituttet og ikke mindst lønmodtagerne udgør de største kreditorgrupper, ligesom 2/3 af de 49 medarbejderne er blevet opsagt eller fritstillet fredag. 

- Lige nu holder vi gang i et nødberedskab for at få de allerede færdige varer ud, og mens vi afsøger interessenter til aftagelse af virksomhedens aktiver, som vi forsøger at sælge samlet, forklarer advokaten. 

Han oplyser, at det kun er maskinpakken og ordreproduktionen, der er under konkursbehandling, mens Inventas ejendom i Spøttrup ved Skive holdes uden for konkursen. 

Inventa Nordic A/S
Regnskabsår 2022
Valuta mio. DKK
Bruttofortjeneste 28,9
Resultat af primær drift 1,1
Resultat før skat 0,2
Årets resultat 0,1
Balancestatus 20,5
Egenkapital 0,1
Antal ansatte 39
Kilde: CVR

Se nøgletal for:
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.097