23948sdkhjf

Møbelproducent opkøbt: Produktion i Vestjylland lukkes ned

Kvist Industries har opkøbt Daqua Limtræ. Det får konsekvenser for møbelproduktionen i Nørre Nissum

Daqua Limtræ kommer fra 31. marts 2024 under Kvist Industries, som overtager aktiviteterne hos den vestjyske møbelproducent. 

I samme øjemed lukkes Daquas produktion i Nørre Nissum ned, som i stedet flyttes til Kvist Industries' danske domicil i Årre ved Esbjerg. Det forventes at ske i løbet af andet kvartal af 2024.

- Tanken med overtagelsen er at flytte aktiviteterne til Årre - både maskineri og lager. I den forbindelse er ledelsen i Daqua i dialog med medarbejderne om, at produktionen skal flyttes til Årre. Vi er meget åbne over for at tage en dialog med medarbejderne i Daqua om et fremtidigt samarbejde, hvis de er interesserede, fortæller administrerende direktør i Kvist Industries, Jesper Tordrup Andersen, til Wood Supply og tilføjer:

- Vi er i gang med at investere i og indrette en helt ny, forkromet bordproduktion i Årre, som vil frigøre rigtig meget plads til at implementere Daqua-delen. Det er en proces, som vi har haft gennem lang tid, og vi får leveret nyt maskineri i uge 10, der skal installeres og køres ind. Derefter går vi i gang med flytteplanerne.

- Kendt og respekteret

Opkøbet går hånd i hånd med de strategiske udviklinger i Kvist Industries, som har meget til fælles med den nu opkøbte møbelproducent i Nørre Nissum. Men særligt Daqua Limtræs specialisering i borde i massivtræ har gjort møbelproducenten interessant.

- Synergierne er mange. Daqua er kendt og respekteret gennem mange år for at producere borde i massivtræ. Den del mangler vi i større udstrækning i vores sortiment. Derudover har vi i mange tilfælde de samme kunder med samme kundeunderlag, så vi tror på en god synergi på kunde- og leverandørsiden i forhold til den her proces, siger Jesper Tordrup Andersen.

Kvist-familien ejede i forvejen en minoritetsandel af Daqua Limtræ. Direktøren for Kvist Industries understreger dog, at de to virksomheder har været adskilt og ikke haft noget formelt samarbejde umiddelbart op til overtagelsen.

Daqua producerer eksempelvis for Fredericia Furniture, hvilket indebærer møbler af Børge Mogensen.

DAQUA LIMTRÆ A/S
Regnskabsår 2022 2021 2020
Valuta mio. DKK mio. DKK mio. DKK
Bruttofortjeneste 13,5 16,2 12,6
Resultat af primær drift 3,0 6,2 4,1
Resultat før skat 2,8 6,1 4,0
Årets resultat 2,2 4,7 3,1
Balancestatus 19,2 17,8 15,8
Egenkapital 7,0 5,8 5,2
Antal ansatte 25 22 20
Kilde: CVR

Se nøgletal for:
Læs mere om: møbelfabrik
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.437