23948sdkhjf

Tæppegigant rammer næsthøjeste toplinje nogensinde: Rekord i syv af 12 divisioner

Med en omsætningsvækst på 7 pct. og den næsthøjeste toplinje nogensinde har Ege Carpets genfundet sine ben oven på et par svære år i coronaens kølvand.

Det viser en dugfrisk årsrapport fra Herning-virksomheden, der også har løftet indtjeningen markant og kan præsentere den bedste bundlinje i fire år.

– I lyset af de faktorer, som Ege Carpets har været påvirket af, er vi stolte over de flotte tal for ikke mindst omsætningen i det seneste regnskabsår. Resultatet er også tilfredsstillende, når man ser på de globale økonomiske forhold, vi har arbejdet under, siger adm. direktør Rune Stephansen i en pressemeddelelse.

Mens omsætningen i det forskudte regnskabsår landede på 1,2 mia. kr. sammenlignet med 1,1 mia. i 2021, blev årets resultat før skat næsten firedoblet til 50 mio. kr.

Ege Carpets A/S
Regnskabsår 2022/23 2021/22
Valuta mio. DKK mio. DKK
Nettoomsætning 1.163,44 1.085,31
Bruttofortjeneste 427,51 419,99
Resultat før finansielle poster 57,01 19,71
Resultat før skat 50,34 12,78
Årets resultat 37,65 - 2,41
Balancestatus 959,97 960,26
Egenkapital 455,29 430,71
Antal ansatte 578 587
Kilde: CVR

I pressemeddelelsen understreger tæppekoncernen dog, at såvel omsætning som indtjening er påvirket af den globale uro på den økonomiske front, hvor stigende energi- og råvarepriser tillige med højere renter og svingende valutakurser har haft negativ indflydelse.

Vækst langt hjemmefra

Ikke desto mindre lykkedes Ege Carpet i regnskabsåret med at opnå vækst i syv af 12 salgsdivisioner, og selv fremhæver virksomheden USA, hvor man har overtaget markedet fra en distributør og nu kan ekspandere med egne folk.

Dykker man ned i tallene, viser de dog tilbagegang på, hvad koncernen selv betegner som vækstmarkeder. Således faldt omsætningen i England, Frankrig og DACH-landende med 6 pct., mens de skandinaviske markeder tegnede sig for en begrænset fremgang på knapt 3 pct. Det mere end opvejes dog af de øvrige markeder, hvor omsætningen voksede med 39 pct. til 349 mio. kr.

Når det kommer til indeværende år, forventer den midtjyske tæppegigant en omsætning i niveauet 1,2-1,3 mia. kr., og ifølge årsrapporten har ledelsen i sit strategiske arbejde identificeret vækstpotentialer på både produkter, segmenter og geografi. Dog fortsat med profitabilitet for øje.

”Væksten skal være profitabel, således at det både er muligt at reinvestere i selskabet, men også udbetale dividende til selskabets ejere,” skriver Ege Carpet, der blandt andet er ejet af Ege Fonden.

Se nøgletal for:
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.093