23948sdkhjf

Fra 25 tabte millioner til rekordoverskud: Ny inventar-direktør vil hente mere forretning i familien

Carsten Tønnes har ikke haft megen tid til slendrian, siden han i sommer satte sig i direktørstolen hos Hadsten-baserede Expedit. Som ny i inventarbranchen har læringskurven været stejl, mens markedet har vist sig uroligt, men ikke desto mindre har den nyslåede inventarmand allerede fået øje på yderligere forretningsmuligheder i den umiddelbare nærhed.

– Det har været spændende at træde ind i, men det har også krævet hurtig læring - heldigvis er her en meget stærk organisation, som har hjulpet mig godt ind i rollen og sikret sig, at ting ikke faldt på gulvet, fortæller direktøren, der har siddet på posten siden juni.

Når Carsten Tønnes skal forklare, hvordan det er lykkedes at vende 2021’s tab på 25 mio. før skat til et 2022-resultat på 28,8 mio. kr., peger han derfor også hellere på holdet end på egen indsats.

– Det er klart organisationen, der har drevet det stærke resultat, fastslår Expedit-direktøren, der ikke desto mindre netop har sat sin første underskrift på et rekordregnskab fra den østjyske virksomhed.

EXPEDIT A/S
Regnskabsår 2022 2021
Valuta mio. DKK mio. DKK
Nettoomsætning 842,845 678,385
Bruttofortjeneste 202,606 108,744
Resultat af primær drift 35,644 -21,492
Resultat før skat 28,849 -25,055
Årets resultat 20,812 -20,040
Balancestatus 364,997 448,928
Egenkapital 124,331 101,821
Gns. antal ansatte 351 373
Kilde: CVR

Mens bundlinjen skiftede fortegn, steg omsætningen i fjor til 843 mio. kr. mod 678 mio. året forinden svarende til en stigning på godt 24 pct., men ifølge Carsten Tønnes betyder det ikke, at året er forløbet uden udfordringer.

– Vi har knoklet på livet løs med at følge markedet og få tilpasset salgspriserne de løbende prisstigninger, hvilket har fyldt meget for både indkøbere og sælgere året igennem, fortæller han.

Positiv turbulens på hjemmefronten

Den østjyske inventarproducent, der har specialiseret sig i butiksindretning, er ejet af den tyske milliardkoncern WanzlGmbH & Co. KGaA. Selv har Expedit foruden fabrik i Letland salgsorienterede datterselskaber i Norge, Sverige og Finland, og af årsrapporten kan man læse, at fremgangen ikke har været jævnt fordelt. I Norge og Finland kategoriseres årets omsætning som utilfredsstillende, og ifølge Carsten Tønnes er væksten først og fremmest sikret af et dansk detailmarked i hastig forandring.

– Markedet i Danmark har været særdeles godt – her har vi set en masse turbulens på detailfronten, hvor butikker bliver lukket og andre overtager, og det giver en masse aktivitet for vores branche, forklarer Expedit-direktøren, der derfor betegner den danske aktivitet som “kunstigt høj”.

– Ser vi på nordisk plan, ser vi generelt en større tilbageholdenhed, hvor man lige afventer udviklingen i inflationen, og ser tiden an, lige som vi oplever, at byggeprojekter bliver sat på standby på grund af materialepriser.

Samtidig, understreger han, er der forskel på kundebasen hjemme, hvor Expedit har sikret sig tunge kunder som Coop og Jysk, og ude, hvor kundeskaren fortsat er mere blandet.

– Detailbranchen på tværs af landene er typisk præget af enkelte store aktører og så en masse mindre, og det giver selvfølgelig store muligheder, når man kommer ind hos de rigtige. I Danmark har vi primært store kunder, men i de andre lande arbejder vi med en del mindre også, uddyber Carsten Tønnes.

Ser fortsat udfordringer

Trods et dugfriskt rekordregnskab og fortsat fine takter på hjemmefronten er de umiddelbare fremtidsforventninger hos Expedit ikke just jubeloptimistiske. I årsrapporten nøjes ledelsen med at forvente sig et positivt resultat af et 2023, der fortsat forventes præget af Ruslands krig mod Ukraine, og på direktionskontoret indstiller Carsten Tønnes sig på, at de kommende måneder også vil byde på en udfordring af kunderelationerne.

– Den næste tid kommer vi fortsat til at følge markedet meget tæt, og vi ser nok ind i nogle forventninger om prisreduktioner fra kunderne, der dels er urealistisk at leve op til og dels er lidt af en presbal for os, forklarer han med henvisning til blandt andet stålprisen, der i slutningen af 2022 blev rapporteret for nedadgående.

– Og det var den lidt, men så er den steget igen siden januar, og selvom energipriserne også er faldet noget, er detikke til niveauet før krisen, så trods en mere stabil økonomi nu end i sommer, så er vi ikke tilbage på samme niveau som tidligere, og det kommer til at kræve noget i kommunikationen med kunderne, spår Expedit-direktøren.

Samtidig bliver de enkelte kunderelationer i øjeblikket gået efter i sømmene, om end Carsten Tønnes understreger, at der ikke er tale om en generel beskæring af basen.

– Men vi har indledt en alvorlig samtale om, hvad vi egentlig tjener på de enkelte kunder, og vi kigger både på, hvilke kunder vi skal have og på, hvordan vi bedst arbejder med dem, lyder det.

Et meget spændende sted

Det er således heller ikke kun udfordringer, direktøren får øje på, når han retter blikket frem i tiden.

– Jeg synes, vi står et meget spændende sted. Vi arbejder rigtig meget på, hvordan vi kan optimere tingene internt på en måde, der øger vores konkurrencekraft, blandt andet med en ensartet platform der kan servicere på tværs og drage nytte af det, vi er gode til i de enkelt lande, siger han.

Her ti måneder inde i den nye stilling, ser han trods den urolige start fortsat stort potentiale i inventarproducenten, og en god del af vækstpotentialet er der ifølge Carsten Tønnes god mulighed for at realisere i den nære familie.

– Qua vores ejerskab arbejder jeg på at få udbredt kendskabet til vores kompetencer i hele koncernen – der er 27 salgsselskaber mere, der kan sælge vores produkter, og her ser jeg nogle muligheder åbne sig, der på sigt både kan sikre og udbygge beskæftigelsen i Hadsten.

Se nøgletal for:
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094