23948sdkhjf

Fremstillet i blot ti eksemplarer: Nu sætter Carl Hansen & Søn samlerklenodie i produktion

I 1944 tegnede Vilhelm Lauritzen et byggeri, der aldrig blev bygget. Til projektet tegnede han imidlertid også VLA61 Monarch Chair, der dengang blev fremstillet i bare 10 eksemplarer, men som nu bliver sat i produktion på hos Carl Hansen & Søn på Fyn. Det har dog ikke været uden udfordringer, for holdet bag lykkedes aldrig med at opstøve et af de originale eksemplarer.

Vilhelm Lauritzen, der levede i årene 1894-1984, står bag kendte danske bygningsværker som Vega, Shellhuset og Radiohuset, og arkitekten var ikke kun kendetegnet ved sin opmærksomhed på detaljen, men også for selv at skabe interiør til sine projekter, lige fra stole, borde og lysekroner til armaturer, dørhåndtag og stikkontakter.

Med lanceringen af den nye stol fortsætter Carl Hansen & Søn sit samarbejde med arkitektens arvtagere hos Vilhelm Lauritzen Arkitekter.

– Med VLA61 Monarch Chair får vi endnu et mesterværk af Vilhelm Lauritzen ind i Carl Hansen & Søns omfattende kollektion af ikonisk design. Sidste år lancerede vi Vega-stolen og Foyer-serien i samarbejde med Vilhelm Lauritzen Arkitekter i forbindelse med tegnestuens 100-års jubilæum, og møblerne har fået en flot modtagelse verden over, udtaler Knud Erik Hansen, adm. direktør og tredje generation hos Carl Hansen & Søn i en pressemeddelelse.

– Vi er glade og stolte over at få lov til at udbrede kendskabet til dansk design i hele verden og nu også at præsentere Vilhelm Lauritzens møbeldesign bredt for et globalt publikum i tråd med Lauritzens demokratiske tilgang til design, lyder det videre.

Et krævende stykke håndværk

VLA61 Monarch Chair er opkaldt efter den orange monark-sommerfugl, og navnet er ifølge den nye producent en hyldest til Vilhelm Lauritzens store interesse for sommerfugle, som han flittigt studerede hele sit liv.

Og selv for de erfarne hænder hos Carl Hansen & Søn er det en kompliceret og tidskrævende opgave at ramme den sommerfugleinspirerede balance mellem lethed og overdådighed gennem de svungne armlæn, den generøse polstring og de håndpudsede samlinger.

Mange af stolens dele er dobbeltkrumme og svungne, og derfor pudses alle dele op i hånden, inden de samles, hvorefter hele stolen - særligt omkring samlingerne - håndpudses endnu engang for at opnå perfekt finish. Ryglænet polstres først, efter det er monteret på stolen for at opnå præcise afslutninger omkring armlæn og bagben, hvilket ifølge producenten kræver den største omhyggelighed.

Fandt aldrig en original

Hos Vilhelm Lauritzen Arkitekter glæder partner Anne Møller Sørensen sig over, at det er dygtige hænder klar til at gøre endnu et stykke af arkitektens arbejde tilgængeligt for en bredere kundeskare.

– Monarch Chair er usædvanligt smuk og har Vilhelm Lauritzens tydelige signatur. De dobbeltkrumme armlæn og det smukke organiske stel giver stolen et klart udtryk med så høj en komfort, at den omfavner dig, når du sætter dig.

– Derfor valgte vi med Carl Hansen & Søn at sætte den i produktion, selvom det viste sig at være en udfordring, for vi fandt aldrig én af de få originale stole. Så vi måtte arbejde ud fra originale skitser, detaljerede håndtegninger, gamle billeder og auktionsbeskrivelser, fortæller arkitekten.

Hun peger på, at der i processen har været fokus på at komme så tæt som muligt på det oprindelige design, mens stolen er blevet givet et nutidigt udtryk gennem en “klar materialeholdning”.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.111