Midtjysk vognmand kører på 23. år med skovens guld
Af Han er ikke en mand med store armbevægelser. Men han er derimod en af dem, hvor der aldrig er langt til et smil, og hvor stoltheden lyser ud af ham over den lille forretning, som han har skabt, og som på 23. år kører med biomasse fra de danske skove.
Navnet er Jens Jørgen Pedersen. Vognmanden holder til langt ude på landet. Helt derude, hvor man først kører i kilometer ad en blind vej for derefter at dreje til venstre ind ad en lang grusvej. Og så der længst inde, ligger hans lille gård og det gulstenshus, hvor han er vokset op, og hvorfra han driver sin forretning – Thorning Trætransport.
95 procent flis
På vej til gården på Bødkersmindevej 11 passerer man dog først en kæmpe bunke træflis, der mest af alt ligner et lille bjerglandskab og vidner om den type transport, der blev Jens Jørgen Pedersens levevej.
- Træflis fylder i hvert fald 95 procent af vores transport. Vi kører altid flis, men skulle der være en, der vil have kørt et læs grus, så klarer vi da også det, siger Jens Jørgen Pedersen.
En chauffør i en rød-blå Renault sætter kursen fra ”bjerglandskabet” mod varmeværket i Østbirk, og imens trækker vi indenfor i stuehuset for at få lidt varme på en frostkold januar-formiddag.
Der er kaffe på kanden og lune kanelsnegle på bordet, mens Jens Jørgen Pedersen fortæller om det vognmandsfirma, som han har drevet siden 2002:
- Som hovedpart kører vi træflis fra de midtjyske skove og til varmeværkerne. Mit firma tæller tre lastbiler, to gummigeder og tre mand, siger Jens Jørgen Pedersen.
Han fortæller videre, at selv om ydelsen hele vejen igennem har været transport af træflis, har de daglige opgaver for Thorning Trætransport ændret sig radikalt i løbet af de sidste ti år.
- For ti år siden var det meste containerbyt i skoven, hvor de blev fyldt op af højtipvogne, og så kom vi og byttede dem. Men her inden for de senere år er det mere og mere blevet sådan, at man lægger træstammerne i stakke og sætter en kæmpestor hugger ud, og så skal der mellem tre og seks lastbiler på opgaven til at få flisen kørt derfra. Det er også derfor, man er nødt til at have noget lager til træflisen, fordi fjernvarmeværkerne ikke kan tage så meget flis på én gang.
- Førhen var det mere stille og roligt. En hugger lavede måske flis til tre træk om dagen, og så kunne vi have to eller tre huggere, vi kørte fra, forklarer vognmanden.
Her ved hans egen gård har firmaet Dalgas, der er Danmarks største producent og leverandør af træflis til energi, altså en plads, og det er derfor, at der tegner sig et ”bjerglandskab” af flis foran gården.
- Du er nødt til at have en plads for at have en buffer, hvis der er stor produktion i skoven, siger Jens Jørgen Pedersen.
Det begyndte hos genboen
Egentlig skulle Jens Jørgen Pedersen have været landmand. Han tog landbrugsuddannelsen i Nørre Nissum, har arbejdet på gårde undervejs i uddannelsen, passet en gård, mens hans fætter var på landbrugsskole, og været fodermester på en gård i området.
Men det var hos en tidligere vognmand på Bødkersmindevej, det hedengangne Thorning Containerudlejning ved Niels Christian Svarre, at Jens Jørgen Pedersen for alvor stiftede bekendtskab med lastbilerne og blev grebet af faget.
- Jeg endte med at køre der i 15 år, indtil jeg selv blev vognmand. Han havde grise og kartofler, og så havde han en lastbil. Jeg kom til at køre den lastbil, han havde, og så begyndte vi at køre flis tilbage i 1987. Så fik han to lastbiler, som kørte flis, men i 2002 ville han ikke mere, og så købte jeg de to biler af ham. Det var på den måde, jeg blev vognmand, siger Jens Jørgen Pedersen.
I løbet af de næste ti år købte han et par biler mere og havde fire lastbiler i den periode, hvor han var størst.
- Så jeg kunne måske lige så godt have været landmand i dag og have stået med 500 køer, men vognmandslivet blev altså mit lod. Som landmand er du også på syv dage om ugen, men som hovedregel kan jeg sige, at lastbilerne holder stille i weekenden. Den her gård er heller ikke så stor. Der er knap 20 hektar jord til, og hvis jeg skulle leve af det, skulle den have været noget større, siger Jens Jørgen Pedersen.
Enten eller
Vognparken hos Thorning Trætransport består af to Renault og en Volvo – et par gummigeder og nogle containere.
En arbejdsdag begynder for vognmanden og hans to chauffører, Lars og Mathias, typisk mellem klokken 5 og 6 om morgenen, og så er de hjemme igen hver aften.
- Vi kører for eksempel til varmeværker i Østbirk, Kjellerup, Herning, Skanderborg og Hinnerup. Men vi kører også høvlspåner for et savværk, som ryger helt til Skærbæk i Sønderjylland. De bliver brugt til træpiller, mens de fineste af dem bliver pakket i poser til hestefolk, forklarer Jens Jørgen Pedersen.
Vognmanden mener, at det er lidt enten eller, om man som chauffør har lyst til at køre med træflis. Enten kan man lide denne type kørsel, eller også kan man overhovedet ikke.
- Der er både udfordringer ved at skulle finde rundt i skoven med lastbilerne, for du kan jo ikke bare sætte GPS til, derudover skal du have flisen jævnet af og lagt net hen over, og så er der jo alt det med vejr og vind og ikke mindst underlaget i skoven. Derfor er det også rart at have nogle dygtige chauffører, der kan tænke selvstændigt. Det er også derfor, at jeg siger, at enten bliver man hængende, fordi man godt kan lide de udfordringer, der er forbundet med kørslen, eller også vælger man noget andet, hvor man skal køre fra A til B, siger Jens Jørgen Pedersen.
Hvad synes du selv er det mest interessante ved at køre med træflis?
- Jeg synes, det er interessant, at det er et naturprodukt, og at det er træ, der har haft sit eget liv. At det træ, som har haft et liv i skoven, nu bliver fældet, bliver brugt på en anden måde og indgår i et kredsløb. Jeg synes, det er en god måde at udnytte det på. Selvfølgelig bliver der også lavet noget godt træ til savværker, men hovedparten af det træ herhjemme er ikke godt nok. Der skal du have lange, lige stammer, og tit, når der bliver ryddet op i nogle skove, er det ikke godt nok til savværker, siger Jens Jørgen Pedersen.
Fem hårde år
For den midtjyske vognmand er en afgørende værdi selvsagt, at en aftale er en aftale. Troværdighed er et nøgleord for at kunne drive en sund virksomhed og en forretning, som andre også vil lege med.
- Hvis jeg ikke ved med sikkerhed, at jeg kan holde en aftale, vil jeg hellere sige nej til en opgave. Hvis vi siger ja til en opgave, så kommer vi. Vi bliver også benyttet meget af andre vognmænd, og sådan er det i dag, at uanset om du er en lille eller stor virksomhed, er du nødt til at samarbejde, ellers kan du ikke klare opgaverne – uanset størrelse, påpeger vognmanden.
Det kunne lige så vel være blevet et andet fag. Nu blev det mit lod at køre lastbil, og det er jo også smør på brødet, og det er et arbejde som alt andet Jens Jørgen Pedersen, vognmand
I samme ombæring fortæller Jens Jørgen Pedersen, at livet som selvstændig ikke kun har været en dans på roser. Der har været magre år undervejs, men trods flere år med røde tal på bundlinjen, gav han ikke op.
- Den bedste periode, jeg nogensinde har haft, var, da jeg kørte med fire biler. Men det, jeg kørte med, røg i licitation, og det tabte jeg. Det var næsten kørsel til tre biler, jeg tabte. Da kørte jeg fem år med underskud, og min kone sagde til mig den ene gang efter den anden ”hvorfor stopper du ikke?” Men jeg troede på, at det vendte, og det gjorde det. De sidste fem år har været fine.
- Men der er ingenting, der kommer af sig selv. Jeg nåede at få 12 – 13 år med rigtig flotte tal, og havde jeg ikke haft det, kunne jeg heller ikke stå igennem fem år med underskud. Jeg fik heller ikke én eneste negativ bemærkning fra banken undervejs. Men jeg var for dårlig til at omstille mig og afhænde. Jeg havde en bil, der stod stille i et helt år, inden jeg tog mig sammen til at komme af med den, og jeg kørte videre med tre, og det var stadigvæk for mange, lyder det ærligt fra Jens Jørgen Pedersen.
Der er også andet
Med en alder på 62 år er vognmanden fra Thorning også ved at gøre sig sine første overvejelser om, hvad der skal ske, når han en dag kører lastbilen endeligt i garage og lader flis være flis.
Selv om han har tre sønner, er der ingen af dem, der vil overtage firmaet, og han er selv et åbent spørgsmål, i forhold til hvad der kommer til at ske på længere sigt.
- Det kan være, at der en dag kommer en og køber firmaet. Jeg tænker da på, hvad der skal ske i fremtiden, men ikke mere, end at jeg blot har lovet min kone, at vi ikke skal bo her, til vi ikke kan mere, siger Jens Jørgen Pedersen.
Men han trives stadig med erhvervet, og derfor har han heller ikke travlt med at trykke gaspedalen i bund for at finde ud af, hvad der skal ske med forretningen på sigt.
- Men jeg er med i menighedsrådet – også for at have noget andet at gå op i den dag, jeg stopper. Jeg er jo også lokalformand i Midtjyllands Vognmandsforening. Men det stopper også en dag, og derfor skal man huske at have noget andet at tage sig til, når den tid kommer, for det er jo hele ens hverdag, der bliver lavet om den dag, siger Jens Jørgen Pedersen.
Uden passion går det ikke
Inden vi slipper vognmanden, bliver der tid til at filosofere lidt over, hvorfor det blev lastbilerne og vognmandslivet, der skulle være Jens Jørgen Pedersens vej i arbejdslivet, for det lå jo ikke kortene, at det var den rute, han ville gå.
- Jamen det kunne også sagtens være blevet noget andet. Det kunne lige så vel være blevet et andet fag. Nu blev det mit lod at køre lastbil, og det er jo også smør på brødet, og det er et arbejde som alt andet.
- Men jeg elsker den glæde, jeg mærker, efter at have udført et godt stykke arbejde. Min drivkraft er at udføre mit arbejde vel, og det er uanset, om det er som vognmand, landmand, eller hvad måtte være. Og man skal altså have en passion for det, man går og makker med, for ellers kan du ikke regne med, at tingene lykkes, siger Jens Jørgen Pedersen.
