23948sdkhjf

Husejer skal betale endnu flere penge for forkerte vinduer i historisk by

Jørgen Rasmussen har betalt 227.000 kroner i bøder siden 2017. Byretten har netop afgjort, at han fremover skal betale fire gange så meget om året

I 2007 fik Jørgen Rasmussen installeret plastikvinduer i sin udlejningsdom i Christiansfeld.

Der var bare et problem: Vinduerne skulle være af træ. Sådan lød det i den daværende lokalplan for at bevare det oprindelige udtryk i byen, som er en del af Unesco´s verdensarv.

Jørgen Rasmussen har siden 2014 betalt tvangsbøder for sine ulovlige plastikvinduer. Nu bliver det endnu værre, for byretten har netop besluttet at firedoble bøderne, så han fremover skal betale 104.000 kroner om året. Medmindre han udskifter vinduerne i huset.

Han vil ikke svare på, om det kommer til at ske. Han har allerede betalt 227.000 kroner i bøder for vinduerne, efter landsretten i 2014 gav Kolding Kommune medhold i sagen.

- Jeg havde jo ikke regnet med, at sagen blev kørt så langt ud. Ret må også have ret. Da landsretten kom med sin dom i 2014, gjaldt den lokalplan ikke, som jeg blev dømt efter. Min advokat siger, at jeg ikke kan blive dømt, hvis en lokalplan ikke er trådt i kraft og mener derfor også, jeg har gode chancer ved at anke dommen, siger Jørgen Rasmussen og fortsætter om den netop afsagte dom.

- Der skal jo noget til for, at en byretsdommer vil underkende en landsretsdom.

Han vil derfor anke sagen til landsretten.

Nemmere med plastvinduer

Jørgen Rasmussen nævner, som han også forklarede i retten i december, at de nye plastikvinduer ligner de gamle – forskellen er, at de nu er i plastik i stedet for træ. Det har Kolding Kommune aldrig godtaget, og derfor har husejeren betalt 500 kroner i ugentlige tvangsbøder.

- Da jeg købte ejendommen i 2007, var Christiansfeld ikke en del af Unesco. Jeg er udlært tømrer, og da jeg kiggede på vinduerne i naboejendommene, så jeg, at de både var af aluminium og plastik. Jeg ville have mit hus til at se ordentligt ud, også når jeg er 60 år, så jeg satte plastikvinduer i for ikke at skulle male på det tidspunkt. Kommunen kom en dag og så, at der var plastikvinduer i, og så startede krigen, siger Jørgen Rasmussen.

Han henviser desuden til en sag fra Hjørring, hvor et ægtepar også havde valgt plastvinduer for at slippe for vedligehold, men det var ifølge lokalplanen ikke tilladt. Ægteparret blev tildelt bøder, men Retten i Hjørring lod dem slippe, efter sagen havde varet i flere år.

Afgørelsen vakte glæde

Kommunen måtte ikke bestemme materialevalget – kun udseendet. Brancheforeningen VinduesIndustrien var i 2021 glade for afgørelsen, da foreningen mener, at lokalplaner diskriminerer nye vinduesmaterialer.

- Vi hilser det velkomment, at kommunerne tager stilling til vinduernes design og udformning. Men de skal overlade til fagfolk og bygherre at beslutte, hvilket materiale vinduerne bedst fremstilles i. Og når et materiale en gang er lovligt, skal de ikke gå ud og forbyde det i deres lokalplaner, medmindre der er tale om en fredet og historisk bygning eller bymidte af helt særlig karakter. Det har vi nu endelig fået rettens ord for, lød det dengang fra direktør Claus Arberg.

Christiansfeld har siden 2015 været på Unesco´s verdensarvsliste på grund af den unikke bystruktur og bevarelsen af samme.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078