23948sdkhjf

Dansk forskning: Træer tager ikke så meget CO2 fra atmosfæren, som troet

Derfor er træplanting ikke blandt de mest effektive strategier i klimakampen, lyder det.

Jo længere tilbage i tiden, videnskaben prøver at kigge, jo mere afhænger den af, at forskerne er gode til at udnytte begrænset evidens fra fortiden, og at de mestrer snedigt ‘detektivarbejde’.

Et eksempel på det kan man se i et dansk studie, der har udviklet en ny model til at udregne, hvor meget CO2 der fyldte atmosfæren for 410-385 millioner år siden, inden Jordens træer eksisterede.

Modellen beregner et niveau på cirka 600 ppm (parts per million), kun 1,5 gange større end vores nuværende niveau på cirka 400 - og en kæmpe forskel fra de 4.000 ppm, man hidtil har forestillet sig.

Træer lader altså ikke til at have haft så stor indflydelse på fortidens CO2-fangst som antaget. Og resultaterne kan være vigtige for klimamodeller, der blandt andet forudser fremtidens klima baseret på data fra fortiden, skriver Videnskab.dk.

»Den nye model er ret imponerende og åbner absolut for både bedre viden om fortidens klima-forhold og nutidens klimatiske udvikling,« siger Emma Hammarlund, lektor i evolutionsbiologi på Lund Universitets medicinske fakultet, der har læst studiet igennem for Videnskab.dk.

66 fossiler analyseret

Selvom CO2-niveauet før træers eksistens har været omdiskuteret, er videnskaben hidtil generelt landet på, at mængderne af CO2 i atmosfæren dengang har været 10 gange højere end i vor tid.

»Det resultat var man nået frem til gennem teoretiske beregninger, der blandt andet var baseret på en idé om, at fremkomsten af planter med dybe rødder, såsom træer, er med til at hive CO2 ud af luften, men det alene var altid et svagt argument,« forklarer Tais W. Dahl, lektor i geobiologi på Københavns Universitets GLOBE-Institut og hovedforfatter til den videnskabelige artikel, til Videnskab.dk.

Studiet har undersøgt en gruppe planter kaldet ulvefodsplanter, hvis arter stadig findes i dag og har eksisteret meget længe.

Forskerne analyserede 66 fossiler fra tre arter af ulvefod, som de sammenlignede med plantens moderne slægtninge for at se forskellen på de tidlige og de nuværende planters evne til at indfange CO2.

Her har de blandt andet målt størrelsen og tætheden af planternes stomata – de åbninger, hvorved planterne optager ilt.

Muligheden for rigtigt at triangulere sine analyser, når man forsker i forhold for 410-385 millioner år siden, kommer ellers ikke hver dag, og valget af ulvefod var langt fra tilfældigt.

Ulvefodsplanter er nemlig både meget tidlige og derfor simple planter, der optager CO2 på en enkel og målbar måde.

»Moderne planter har alle mulige smarte tricks for at fange CO2, så det, at ulvefodsplanterne er så afhængige af deres stomata alene, gør, at vi kan fokusere på dem,« forklarer Tais W. Dahl.

Kan blive klogere på fremtiden

Jo længere tilbage i tiden, videnskaben vil kigge, jo mindre materiale er der at studere, og det spænder selvfølgelig ben for et komplet helhedsbillede af verden for 400 millioner år siden.

»Geologer er generelt indforståede med, at vi aldrig kommer til at opnå den fulde sandhed, men jo mere vi kan fastslå, jo mindre er vi afhængige af gætteri om resten,« siger Emma Hammarlund.

Derfor er det ret stort at kunne lave mere præcise konklusioner om specifikke forhold, og viden om den fjerne fortid kan også være relevant for nutiden.

»I sidste ende studerer vi fortiden for at blive klogere på fremtiden, og det håber jeg, studiet kan bidrage til,« siger Tais W. Dahl til Videnskab.dk.

Klimamodeller er for eksempel afhængige af data om klimatiske forhold igennem hele Jordens historie, og jo længere tilbage man kan fodre modellerne med data om eksempelvis CO2-niveauer, jo mere præcise kan de blive.

»Især CO2 er virkelig relevant, da det er den vigtigste drivhusgas på planeten og en ‘mastercontrol’ i forhold til klimaforandringerne,« påpeger Tais W. Dahl.

Plantning af skov spiller en stor rolle i mange landes klimastrategi, men studiet indikerer, at der kan være smartere måder at fjerne CO2 på.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094