23948sdkhjf

Vindueskæmpe henter ny chef hos FLSmidth

For at hjælpe Velux Gruppen i en endnu mere miljøvenlig retning har vinduesproducenten ansat hollandske Wouter de Groot som bæredygtighedschef

Velux Gruppen styrker sig på ledelsesgangene.

Fra 1. maj 2024 har den danske vinduesproducent valgt at ansætte den 41-årige hollænder Wouter de Groot som ny bæredygtighedschef. 

Han kommer fra en stilling som Vice President for Sustainability, Marketing og Public Affairs hos FLSmidth, hvor han var med til at søsætte ingeniørkoncernens bæredygtighedsstrategi i forhold til global produktion, indkøb og logistik.

Wouter de Groot glæder sig over jobbet hos Velux, som han kalder for 'en pioner inden for bæredygtighed i byggebranchen'.

- Bygninger spiller en betydelig rolle, når det kommer til at bekæmpe klimaforandringer, så jeg ser frem til at drive forskellige indsatser sammen med medarbejderne for at bidrage til at løse nogle af udfordringerne, siger Wouter de Groot blandt andet i en pressemeddelelse.

Inden FLSmidth var han ansat i ledende roller inden for bæredygtighed og markedsføring hos Carlsberg.

Ansættelsen sker i kølvandet på, at Velux Gruppen sidste år satsede stort på at gøre bæredygtighed til en gennemgående del af forretningsstrategien. Blandt andet miljøvenlige valg af leverandører, produktdesign og genbrug af materialer blev centrale værdier i forretningen.

Også hos Velux er der begejstring at spore over den nye tilgang.

Fleming Voetmann, der er Vice President of External Relations & Sustainability i  Velux, siger, at hollænderen skal være hjælpe koncernen mod nye og endnu mere bæredygtige standarder.

- Vi er nået langt med vores ambitiøse bæredygtighedsmål, som blamdt andet omfatter 100 procent elektricitet fra vedvarende kilder og reduktion af CO2-udledningerne i både vores drift og værdikæde. Vores resultater inden for bæredygtighed skal udnyttes forretningsmæssigt, så det matcher vores kunders forventninger og behov, siger Fleming Voetmann i samme pressemeddelelse.

Wouter de Groot har en kandidat i økonomi fra Copenhagen Business School. Han har arbejdet sammen med globale organisationer som Verdensbanken, World Resource Institute og The Nature Conservancy om vandforvaltning, økosystemtjenester og cirkulær økonomi.

Kort om Velux Gruppen

Specialiserer sig ovenlysvinduer og -moduler til skrå og flade tage, gardiner og solafskærmning, rulleskodder samt monterings- og smart home-løsninger. Har salgs- og produktionsaktiviteter i 37 lande og beskæftiger cirka 11.700 medarbejdere verden over. Er ejet af VKR Holding A/S, som er ejet af Villum Fonden og Kann Rasmussen-familien. Omsatte for 21,7 mia. kr., mens VKR Holding omsatte for 29,6 mia. kr.

Velux Gruppen

Se nøgletal for:
Læs mere om: vinduesproducenter
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.404