23948sdkhjf

Møbeldirektør har fyldt kalenderen men afvejer måned for måned: - Vi mærker ikke en afmatning endnu

Pandemitiden har ikke været uden udfordringer for Lynge-baserede Grid System. Derfor glæder adm. direktør Jørgen Petersen sig over, at der nu igen bliver afholdt messer og indrettet kontorer og butikker verden over, men også i Nordsjælland aner man mørkere skyer i horisonten.

Virksomheden, der blev grundlagt i 2010, har bygget sin forretning på Montana-stifter Peter J. Lassens modulære indretningssystem Grid, og traditionelt har messeudstillere og butiksindrettere udgjort en stor del af kundekredsen.

– Men i lang tid var der meget få af den slags ordrer, og det, der levede bedst, var biblioteker, uddannelsesinstitutioner og kontorer, siger Jørgen Petersen.

Det var således med tilfredshed, han kunne notere endnu et overskud, da Grid System ved udgangen af juni lukkede bøgerne på seneste regnskabsår – også selvom det med 2,1 mio. kr. før skat blev noget lavere end foregående års resultat på 3,8 mio. kr. Foruden stigende omkostninger til råvarer og fragt bød året nemlig også på vigtige investeringer.

GRID System ApS
Regnskabsår 2021/22 2020/21 2019/20
Valuta mio. DKK mio. DKK mio. DKK
Bruttofortjeneste 7,865 9,168 9,366
Resultat af primær drift 2,128 3,871 4,453
Resultat før skat 2,122 3,775 4,391
Årets resultat 1,626 2,943 3,415
Balancestatus 12,702 12,491 10,498
Egenkapital 6,137 7,311 6,075
Antal ansatte 10 10 10
Kilde: CVR

– Vi har investeret i en helt ny hjemmeside, som vi har arbejdet på det seneste års tid, og i et nyt softwaresystem, som har krævet meget arbejde at få al data lagt ind i, fortæller Jørgen Petersen.

Frem og tilbage

Samtidig glæder han sig over, at de hårdest ramte kundesegmenter i løbet af regnskabsåret igen fik gang i forretningen, og de internationale messers genkomst blev cementeret, da Orgatec i slutningen af oktober løb af stablen i Köln.

– Jeg synes, det var en overraskende god messe. Mit indtryk var, at der var rigtig god stemning blandt både udstillere og besøgende, og en del af årsagen har nok været, at man simpelthen har haft brug for at komme ud og mødes igen, vurderer Jørgen Petersen.

GRID System

GRID System står bag et fleksibelt, modulært indretningssystem til kontorer, showrooms, butikker, hoteller, restauranter, museer, gallerier, biblioteker, messer, events og installationer.

Grundstenen er en letvægtskube på 40 x 40 x 40 cm støbt i nylon og glasfiber, der kan kombineres med hylder, sider, paneler, låger, skuffer, plantebokse, sæder, pinboards og whiteboards for maksimal fleksibilitet.

GRID er designet af Peter J. Lassen i 2004 og produceret i Danmark. Virksomheden blev grundlagt i 2010 af familien Lassen, der også står bag Montana Furniture, og som fortsat ejer virksomheden.

Administration, lager og montage er i Lynge nord for København, hvor i alt 10 medarbejdere har deres hverdag. 80% af slutkunderne er på eksportmarkedet, bl.a. USA, Europa og Skandinavien

Kilde: Grid

Selvom han og Grid System endte seneste regnskabsår på en opadgående kurve, ser han nemlig som mange branchefæller ind i en umiddelbar fremtid, hvor vinden igen forventes at vende.

– Man kan nok sige, at corona nu er blevet afløst af noget andet. Vi mærker ikke en afmatning endnu, men efter et par gode ordrer her i starten af året, oplever vi nu, at projekter trækker lidt ud, ligesom vores agenter melder om en mere afventende stemning på alle vores markeder, fortæller direktøren.

Derfor indstiller han sig også på, at der snart igen vil være kundesegmenter hos Grid, der passer mere på pengene end andre.

– Hvis virksomheder fyrer eller skærer ned, så får de nok ikke brug for at indrette ny kontorplads, lyder forudsigelserne om et af de segmenter, der var med til at holde farten oppe gennem pandemien.

En løbende afvejning

Alligevel er det ved godt mod, Jørgen Petersen har taget hul på endnu et regnskabsår, og det næste halve år i kalenderen er fyldt godt op med messer.

– Vi skal til Stockholm og Düsseldorf i februar, Paris i april og nok også til 3 Days of Design i København, fortæller han om planerne for de kommende måneder.

– På den ene side skal vi selvfølgelig ud at møde kunder og generere kontakter, men det bliver også en afvejning af, hvordan situationen udvikler sig måned for måned, så vi ikke brænder for mange kræfter og penge af på udstillinger, der grundet det økonomiske billede måske ikke bliver så velbesøgte, forklarer Jørgen Petersen.

Og selvom Orgatec forløb over forventning, og Grid Systems nye mospaneler fik en del rosende ord med på vejen, understreger direktøren, at virkeligheden indimellem kan se anderledes ud, når man igen forlader messehallerne.

– På messer har folk jo gerne et stort overskud og viser interesse, så nu må vi se, om den interesse også kan blive omsat til noget konkret, slår han fast.

Når det kommer til indeværende regnskabsår, forventer Jørgen Petersen sig, at det både på top- og bundlinje ender nogenlunde på niveau med det nyligt overståede.

Se nøgletal for:
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.101