23948sdkhjf

Møbelarkitekt runder 80 år i fuld fart – Jørgen Clevin gav et vigtigt skub

Til december flyver Ebbe Gehl til Vietnam, hvor han i Hanoi og Ho Chi Minh City skal være key speaker i en workshop om dansk design inviteret af den danske ambassade. Karrieren fylder altså stadig meget for den danske møbelarkitekt, der torsdag kunne fejre sin 80-års fødselsdag.

Når Ebbe Gehl ikke rejser og deler ud af sine erfaringer og meninger, så er han stadig aktiv ved tegnebrættet, og således et forbilledligt eksempel på at alderen ikke altid er ligefrem proportional med hverken oplevelser eller aktivitets- og ambitionsniveau.

– Det er ikke kun selve rejsen, jeg nyder, men alle de udfordringer, der venter derude, pointerer Ebbe Gehl.

Sidste nadver med en filtpen

En blyant og et stykke papir har altid været og er stadig Ebbe Gehls primære og foretrukne redskaber. Han har tegnet, siden han var en ganske lille dreng, og han blev yderligere inspireret og motiveret af sin formningslærer på La Courvejens skole på Frederiksberg, Jørgen Clevin. Ebbe var et tydeligt talent med sin blyant – som barn var han begrænset af både nogle fysiske skavanker og af sin ordblindhed, men Jørgen Clevin overbeviste ham om, at det også var noget værd at kunne tegne, og med det skub blev Ebbes kreativitet og store passion for formgivning hans livsbane.

– Jeg rejser meget, og jeg tegner altid, hvad jeg ser og oplever på mine rejser. Det kan være noget, jeg får serveret, en udsigt, en detalje eller et menneske på gaden. Jeg er ikke god til at skrive, så jeg tegner i stedet. Og min tegneblok fungerer som en slags dagbog, hvori mine ideer opstår, fortæller Ebbe Gehl.

At han er en gudsbenådet tegner, oplevede folk på møbelmessen i Milano for år tilbage. Den stand, hvor Ebbe Gehls møbler skulle udstilles, havde en stor, trist hvid væg. Det solgte ingen møbler, mente han, og han gik straks i gang med at free style med sin filtpen og siden nogle farver, så han kunne dekorere væggen. Det blev et tilløbsstykke på messen, da det spredte sig blandt udstillere og besøgende, at der var gang i et stort kunstværk, nemlig Den Sidste Nadver i en moderne udgave.

Rejste ud i guldalderen

Så måske er Ebbe Gehl i hjertet først og fremmest tegner. Men det er som snedker og siden møbeldesigner, at han har slået sit navn fast. Han blev uddannet snedker hos Rud. Rasmussens Snedkerier på Nørrebro i København i 1963, hvor han lærte at lave alle Kåre Klints og Hans. J. Wegners smukke møbler, og han afsluttede med højeste udmærkelse i form af en Sølvmedalje.

Tre år senere tog han afgang fra Skolen for Brugskunst i 1966, og arbejdede først for arkitekt Svend Ellekjær, og siden som assistent for Nanna Ditzel. Som ung, nyuddannet møbeldesigner var det ikke blot Nanna Ditzel, Ebbe Gehl var i selskab med. Også Finn Juhl, Børge Mogensen, Hans J. Wegner og Verner Panton. Men i 1968 valgte han at sætte kursen mod Skotland for at opbygge en afdeling for ”Furniture Design Department” på College of Art i Edinburgh, hvor han samme sted underviste i tegning, konstruktion og design i årene 1967-70.

Ville mere end at snedkerere

Ebbe Gehl har tegnet alt fra kollegiemøbler, over restaureringer af og inventar til middelalderkirker til møbler både til det private hjem og til offentlige rum. Og han lancerer stadig nye møbler. Alene og sammen med sin mangeårige kollega Søren Nissen på tegnestuen Nissen & Gehl MDD, som de to grundlagde i 1971. Allerede da de begge var i lære i Rud. Rasmussens snedkerier, blev de enige om, at de ville noget andet og mere end at snedkerere. De ville selv designe møbler. Det har de gjort siden, både for danske og internationale kunder, heriblandt svenske, norske, engelske, irske, skotske, tyske, hollandske, belgiske, franske, spanske, italienske, polske, thailandske, vietnametiske, kinesiske og amerikanske møbelproducenter. Og også en enkelt afrikansk. Gennem årene har de to deltaget på et utal af udstillinger i Europa, USA og Japan, og modtaget en lang række designpriser.

Siden 1995 har Nissen & Gehl investeret mange af deres ideer og timer i Naver Collection – en møbelkollektion opstået i et samarbejde mellem Aksel Kjersgaard A/S i Odder og Gramrode Møbelfabrik A/S i Juelsminde. Ebbe Gehl har designet langt hovedparten af produkterne i Naver Collections, og målet har været at skabe møbler med en klar dansk DNA, men med en international profil og approach. Enkle, klare, rene linjer med ”det lille ekstra”, som differentierer det fra alt andet.

– Møbler skal fortælle en historie om sig selv og skal have mindst én særlig og unik detalje, et visuelt særpræg, der gør møblet til helt sit eget. Som designer skal man turde bryde med det pæne og forventelige. Et møbel skal ikke bare være funktionelt, velproportioneret og æstetisk, det skal være ærligt … og have sin egen sjæl, siger Ebbe Gehl.

Stadig fuld fart på

Glæden ved at arbejde med træ, se mulighederne i det, sætte det sammen med andre materialer, og give det funktion og form, er til stadighed Ebbe Gehls omdrejningspunkt.

Og selvom han trådte sine barnesko i branchen i en anden tid, fortsætter han med sin eksperimenterende tilgang til faget med at inspirere unge mennesker med sin undervisning på blandt andet Kunsthåndværkerskolen samt på en stime af kurser og workshops, hvor han blandt andet har undervist i akvarel og tegneteknik.

Derudover er Ebbe Gehl på flere områder fortsat aktiv og engageret i sit fag. Han har flere bestyrelses- og tillidsposter, er syns- og skønsmand i retssager vedrørende møbler- og industrielt design samt parts- eller ekspertvidne i retssager omhandlende samarbejds- og royaltyaftaler. Desuden har han deltaget i moderniseringen af samarbejdsaftalerne mellem Danske Designere og foreningen Dansk Møbelindustri.

Ebbe Gehl har tegnestue ved Kultorvet i København, bor i en villa ved Damhussøen – hvor han har boet siden 1970 – og familien har også en historisk 16-hundredtals-ødegård i Sverige. Når han ikke arbejder på (endnu) et projekt, bruger han tiden på at illustrere bøger, fotografere, spille trompet i et jazz- og swingband, spille badminton og tennis, og rejse verden rundt. Hans 80-års fødselsdag blev torsdag fejret med hustruen Elisabeth, de to børn, Stine Gehl og Morten Gehl, der begge arbejder i branchen som hhv. designer og arkitekt, samt med de tre nu voksne børnebørn.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125