23948sdkhjf

Lægger afstand til trecifret milliontab: Ilva fastholder toplinjen og de sorte tal

Ilva, der i fjor kunne præsentere første overskud i mere end et årti, kan nu notere sig endnu et år med sorte tal på bundlinjen.

Det afslører den Lars Larsen Group-ejede møbelkæde i en pressemeddelelse om årets nøgletal.

Med en omsætning på godt 1,7 mia. kr. fastholder Ilva toplinjeniveauet fra 2020/21, mens EBIT-resultatet er dykket en smule fra 100 til 91 mio. kr.

– Set i lyset af et år med stigende usikkerhed blandt forbrugerne, er vi meget tilfredse med vores resultat, udtaler adm. direktør Martin Hallund.

En meget tålmodig ejer

Han overtog den 1. september direktørposten efter Rami Jensen, men har været en del af Ilva og det tidligere Idémøbler i mere end 25 år. Senest bestred han rollen som Retail Director, og Martin Hallund har dermed været helt tæt på udarbejdelsen af den strategi, der har sikret, at Jysk-familiens underskudsplagede smertensbarn igen er begyndt at tjene penge.

Alene i årene 2015-2020 tabte kæden mere end 380 mio. kr., og da Rami Jensen i 2020 endnu engang måtte præsentere et underskud, glædede han sig over, at man nu kunne skimte sorte tal i horisonten.

– I form af Lars Larsen Group har Ilva en meget tålmodig ejer. Men det er klart, at alle medarbejdere i Ilva ser frem til, at vi i fællesskab kan bidrage til at øge overskuddet i Lars Larsen Group frem for at reducere det, lød det i efteråret 2020.

Nu kan hans arvtager så glæde sig over, at Ilva endnu engang kan kategoriseres som et overskudsforetagende i familiekoncernen, der siden 2013 har ejet møbelkæden. Og det endda efter et år, hvor stigende inflation og usikkerhed ramte forbrugerne, der desuden i sommermånederne lod til hellere at ville rejse end besøge møbelbutikker.

– At vi så alligevel lykkes med at fastholde vores omsætningsniveau, skyldes i høj grad vores dedikerede medarbejdere, som har været rigtig dygtige til at eksekvere på vores strategi, siger Martin Hallund.

Fortsat ekspansion på tegnebrættet

På trods af den fortsatte usikkerhed i markedet, fastholder møbelkæden strategien om vækst og ud over to nye bolighuse i Danmark er der også fokus på udvidelse af kæden i Sverige, hvor man det seneste år er vokset fra en til fire butikker.

– Vi holder fast i vores planlagte ekspansion i Sverige, og har i seneste regnskabsår åbnet tre nye svenske bolighuse i henholdsvis Kristianstad, Halmstad og Helsingborg, fortæller Martin Hallund.

Planen er at fastholde farten på den anden side af sundet, så der i det kommende år dobles op til otte svenske butikker.

Ilvas årsregnskab offentliggøres traditionelt i starten af det nye år sammen med resten af regnskaberne fra Lars Larsen Groups selskaber.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.095