23948sdkhjf

Ikonisk reol blev vendepunktet: Møbelmand har rundet de 50

Lige fra barnsben har Jacob Plejdrup omgivet sig med møbler og duften af træ. I weekenden rundede han 50.

Passionen for møbler og håndværk blev allerede tændt, da Jacob Plejdrup var dreng, hvor han ofte besøgte sine bedsteforældres møbelfabrik i Salling ved Skive.

– Jeg kan stadig huske duften af træ og lak i produktionshallen, og det har jeg haft med mig lige siden, fortæller Jacob Plejdrup.

Da Jacob blev ældre, arbejdede hans far som agent i Schweiz for bedsteforældrenes møbler, og det var på besøg i det bjergrige land, at Jacob Plejdrup for alvor begyndte at spore sig ind på sin fremtid.

– Det var egentlig ikke så meget møblerne, der trak i første omgang, men mere selve landet. Når jeg besøgte min far, tænkte jeg, at her vil jeg også bo. Så da jeg var færdig med handelshøjskolen i 1991, pakkede jeg min kuffert og tog afsted, erindrer Jacob Plejdrup.

Sikrede sig afgørende rettigheder

Han endte med at blive i Schweiz i 15 år som selvstændig møbelagent, indtil han i 2009 flyttede hjem til Danmark, hvor han efter kort tid grundlagde Dk3. Grundtanken var at præsentere danskerne for noget helt andet, end de var vant til.

– Jeg kom hjem til et land, hvor alle havde de samme borde, lamper og sæbedispensere. Jeg hørte engang om en japaner, som i fuld alvor troede, at det var en samlet pakke, som alle danskere fik, når de blev gift, griner Jacob Plejdrup.

Derfor kastede han sig dengang, som en af de første i Danmark, ud i at designe plankeborde, og det ramte noget hos mange danskere.

– Jeg kan stadig huske de første gange, hvor kunderne sendte billeder fra deres hjem med vores møbler på. Det var så vildt. De har tusinde forskellige borde at vælge mellem, og så vælger de mit, siger Jacob Plejdrup.

Det var dog først i 2012, at vendepunktet for alvor kom, og Jacob Plejdrup kunne holde op med at tjekke sin bankkonto sammen med morgenkaffen, for at være sikker på, at virksomheden stadig var i live. Det skete, efter at han sikrede sig rettighederne til Poul Cadovius’ ikoniske reol Royal System, og at reolen begyndte at sælge.

– Jeg kontaktede Poul Cadovius i 2010, men han var faktisk ikke så interesseret. Han var 99 år og havde allerede solgt Royal System for mere end 8 mia. kroner, så hvad skulle han med et lille upcoming møbelbrand. Men jeg holdt ved, og efter fire besøg fik jeg rettighederne, og så var jeg lykkelig, forklarer Jacob Plejdrup.

Fortsætter færden

Det gik dog ikke helt som forventet. Mange af indkøberne var ifølge jubilaren lidt oppe i alderen og forbandt Royal System med deres forældre og et lidt støvet image. Lige indtil der var et af de helt store modebrands i verden, der brugte Royal System i deres butikker. Så gik det stærkt.

– Pludselig vidste alle, hvad det var vi talte om, og fra 2012 til 2019 ekspanderede vi fra at være et lille brand i Danmark til at være i high end-butikker i mere end 30 lande, fortæller Jacob Plejdrup.

I samme periode havde Jacob Plejdrup skærpet sin egen designprofil, og da Dk3 lancerede Ten Table i 2019 samt Poul Cadovius´ Pia Chair fra 1959, gik det hele op i en højere enhed.

– På det tidspunkt var vi for alvor klar til at slå til. Vi havde alle de her high end-butikker i hele verden, som kendte os på grund af Royal System, og nu havde vi også et bord-design og en stol, der ramte helt rent, fortæller Jacob Plejdrup.

Efterfølgende har designvirksomheden lanceret en række design i samarbejde med førende danske designere sideløbende med, at de har udvidet deres Poul Cadovius portefølje. Senest med Flower Lamp og Cadovius 900, som er første gang, Dk3 har kastet sig ud i at producere lamper.

– Jeg er af natur søgende og jeg opsøger udfordringer - og det har på mange måder været en udfordring at producere lamper, som er noget helt andet end den møbelproduktion, vi hidtil har stået for. Men det er også sindssygt inspirerende, og dk3 skal hele tiden udvikle sig. Målet har aldrig været evig vækst - det er en rejse, hvor vi skal lave nogle fede ting. Og den rejse glæder jeg mig til at fortsætte mange år endnu, understreger Jacob Plejdrup.

Læs mere om: dk3
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094