23948sdkhjf

Østjysk køkkentrio skifter hest – køber sig ind i svensk fabrik med danske ambitioner

Efter en årrække i regi af Hanstholm Køkkener har en aarhusiansk trio skiftet hest og købt sig ind i svenske Smedstorp Snedkeri.

Dermed er H’et på facaden i Østergade skiftet ud med et S, men for Steen Klidsbjerg, Jesper Mark og Karl Mark er det blot begyndelsen på det nye køkkeneventyr.

– Vores rolle i Aarhus bliver selvfølgelig salg, men vi skal også skaffe flere forhandlere til det danske marked, fortæller Steen Klidsbjerg.

Butikken i Aarhus er den svenske køkkenvirksomheds anden på dansk grund. I slutningen af 2021 åbnede en Smedstorp i Lyngby, og inden længe er endnu en partner klar til at slå dørene op på Gl. Kongevej i København.

– Vi har ikke lagt os fast på, præcis hvor mange vi skal op på, men vi snakker ikke 15 danske butikker. Det vigtigste er, at vi finder de rigtige personer og de rigtige byer, og kan vi finde en seks til ti stykker, er det rigtig fint, lyder planerne.

Tættere på produktionen og en gammel kending

Steen Klidsbjerg understreger, at både han og de to partnere har været glade for samarbejdet med Hanstholm.

– Det er et pissegodt brand og produkt, men det er ikke alt, der har kørt, som vi gerne ville. Samtidig gik vi alle med en drøm om at komme tættere på produktionen og kunne skabe et bedre bindeled mellem kunderne i butikkerne til det, der foregår på fabrikken, og så er det bare megaspændende at få lov at prøve noget nyt og selv være med til at bygge et brand op fra bunden, forklarer den nyslåede medindehaver.

Og skønt titlen som fabriksindehaver er ny for de tre aarhusianere, er det et velkendt ansigt, de har allieret sig med i det nye setup. Siden 2020 har Smedstorp Snedkeri nemlig været ejet af Søren Overgaard, der i 2018 købte Hanstholm Køkken sammen med Carsten B. Andersen, men som allerede året efter trak sig ud af den nordvestjyske køkkenproducent og altså vendte blikket mod broderfolket.

– Og det er Søren, der står for produktionen og den svenske del af forretningen, mens vi tre udelukkende skal arbejde med etableringen på det danske marked, fortæller Steen Klidsbjerg om arbejdsfordelingen i virksomheden, der har 15 svenske og en enkelt norsk forhandler.

Hånden på en kogeplade i krisetid

Den aarhusianske køkkenbutik kom ud af 2021 med et overskud på godt en million, hvilket er bedste resultat i mere end et årti. Det er altså et team i højt gear, der nu skifter regi, men det sker i en tid, hvor inflationen brager, recessionen truer og fremtiden på mange måder er usikker.

– Det har vi selvfølgelig gjort os en hel del tanker om, lyder det fra Steen Klidsbjerg, der imidlertid ikke har ladet sig afskrække.

– De omstændigheder, er jo nogen, vi kan have med i vores overvejelser, når det handler om hele vores positionering i markedet. Det ligger os frit for at ramme lige den prisklasse, vi ønsker, fordi sortimentet skal tilpasses til det danske marked, fortæller medindehaveren.

Og det er ikke kun på produktfronten, Smedstorp ser mulighed for at differentiere sig fra markedets eksisterende aktører.

– Også når det kommer til at strikke forhandleraftaler sammen, kan vi gøre det anderledes end de større kæder. Det er helt op til os, hvordan vi vælger at gøre det, og det tror jeg også, kan komme os til gode, hvis vi går ind i en svær tid i markedet, vurderer Steen Klidsbjerg.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.093