23948sdkhjf

Tidligere vinduesdirektør overtager stafetten i byggecenter

Per 1. september overtager Finn Methmann direktørposten hos Bygma Odense. Efter ti år i front for Langelands-baserede STM Vinduer, vender han dermed tilbage til matriklen, han forlod for 28 år siden, for netop i lokalerne på Nyborgvej 354 blev der holdt afskedsreception for den trælastuddannede Finn Methmann, da han forlod jobbet som salgschef i Fyns Tømmerhandel.

Finn Methmanns teoretiske ballast består blandt andet af en uddannelse i kommunikation og afsætning, suppleret med en mini MBA.

– Mit omdrejningspunkt har gennem hele karrieren været salg, forretningsudvikling og ledelse kombineret med en god portion praktisk sans, fortæller den nye direktør i en pressemeddelelse.

– Jeg har løst mange spændende opgaver i forskellige brancher, hvor jeg har arbejdet både nationalt, regionalt og internationalt. Det er et drømmejob igen at få mulighed for at arbejde lokalt, ovenikøbet i den branche jeg er rundet af. Jeg trives godt i samarbejdet med håndværkere, entreprenører og leverandører, og jeg kender vigtigheden af lokal involvering, lyder det videre.

Takkede af på toppen

Finn Methman takkede ved udgangen af juni af hos STM Vinduer, hvor han i et årti havde bestredet direktørposten. To måneder forinden havde han præsenteret det bedste regnskab i vinduesproducentens historie, men de nye ejere hos norske NorDan Vinduer, der i 2020 overtog fabrikken, vurderede ikke desto mindre, at tiden var moden til et skift.

– Der er ingen dramatik bag. Det handler om, at vi ønsker at udvikle selskabet mere aktivt fremover, vi har en god del produktnyheder på vej og der er lidt organisationsudvikling, vi står over for, fortalte den nytiltrådte direktør Dag Kroslid i den forbindelse til Wood Supply.

Nu er den tidligere vinduesdirektør så klar til at tage hul på et nyt kapitel, og selvom han medgiver, at det er en udfordrende tid for byggebranchen, ser han frem til at vende tilbage til rødderne i trælastbranchen.

– Jeg glæder mig til, sammen med dygtige medarbejdere, at sikre Bygma Odense en stærk position som i andre byer - som den foretrukne leverandør af byggematerialer blandt lokale kunder. Målet er naturligvis at sikre markedsmæssig- og profitabel vækst for forretningen, siger han og fortsætter:

– Men først og fremmest vil jeg have fokus på at lære Bygma-koncernen godt at kende, fokusere på at udvikle og fastholde medarbejderne. Og så vil jeg gøre mit til at sikre et perfekt og velfungerende samspil mellem organisationens ’BygMakkere’ på alle niveauer.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.08