23948sdkhjf

Kontorleverandør på nye hænder: Verdens tredjestørste styrker dansk tilstedeværelse

Danske Lomax A/S kommer snart på nye, store hænder. Onsdag har storspilleren Lyreco, der kalder sig verdens tredjestørste leverandør at kontorprodukter, offentliggjort sine opkøbsplaner, og nu afhænger overtagelsen af en godkendelse fra Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen.

– Vi er glade for at have fundet et match med Lyreco, som er en stor spiller indenfor vores industri, udtaler Kenneth Borup, adm. direktør hos Lomax i en pressemeddelelse.

Han peger på, at Lomax igennem de senere år er undergået en markant transformation.

–Over det sidste årti har vi styrket vores position på det danske marked i SMV-segmentet med direkte salg ved at fokusere på kundeoplevelsen og have succes med vores digitale transformation. Når aftalen bliver godkendt, vil vi forsætte den igangsatte rejse for alle vores kunder, fastslår Lomax-direktøren.

En forretning i fremgang

Lomax, der blev grundlagt i 1962, har gennem de seneste fem år tæt på fordoblet omsætningen, som i 2021 lød på 923,6 mio. kr. Kontorleverandøren kom desuden ud af seneste regnskabsår med et justeret driftsresultat (EBITDA) på 87,5 mio. kr., mens egenkapitalen lød på 155 mio. kr., og hos Lyreco glæder man sig over at overtage en forretning i god gænge.

– Lomax er en komplimenterende forretning til Lyreco, som tilbyder et bredt sortiment af løsninger til arbejdspladsen. Lomax har en stærk markedsposition i det danske SMV-segment med direkte salg og en imponerende succes indenfor digital marketing, udtaler Gregory Lienard, Chief Executive Officer i Lyreco, som fortsætter:

– Da chancen opstod, var det et logisk skridt for os at undersøge mulighederne for at gå sammen, og jeg er overbevist om, at dette vil hjælpe os med at nå vores vision om bæredygtig levering af alt, hvad enhver arbejdsplads har brug for.

Således er opkøbet ifølge Lyreco-direktøren ikke alene til gavn for de to involverede parter, men også for deres kunder verden over.

– Det tilsigtede opkøb – når det er godkendt af de relevante lokale myndigheder – vil udvide udvalget af løsninger for vores kunder i begge virksomheder og give vores teams af unikke talenter mulighed for at dele deres ekspertise og levere en bedre kundeoplevelse, vurderer Gregory Lienard.

Lyreco, der blev stiftet i 1926, opererer i dag direkte i 25 lande i Europa og Asien. Koncernen beskæftiger omkring 10.000 ansatte. Lomax beskæftigede i 2021 omkring 125 fuldtidsansatte.

LOMAX A/S
Regnskabsår 2021 2020 2019
Valuta mio. DKK mio. DKK mio. DKK
Nettoomsætning 923,612 754,713 542,200
Bruttofortjeneste 168,763 164,197 101,371
Resultat før skat 57,127 65,655 26,894
Årets resultat 44,381 51,330 20,954
Status balance 314,778 303,554 175,665
Likvide beholdninger 0,092 0,295 12,700
Egenkapital 155,441 111,059 59,751
Antal ansatte 169 154 144
Kilde: CVR

Se nøgletal for:
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094