23948sdkhjf

Åben invitation til Miljøministeren

Det offentlige Danmark bør i højere grad støtte op om indkøb af bæredygtigt træ, mener FSC Danmark. Organisationen indbyder nu Miljøminister Ida Auken til dialog.
FSC Danmark har i denne uge sendt en erfaringsrapport til Miljøministeren Ida Auken.

Rapporten er baseret på årets FSC-temadag om grønne indkøb, hvor NGO’er og virksomheder bidrog med erfaringer og forslag til, hvordan det offentlige Danmark i højere grad kan støtte op om indkøb af bæredygtigt træ og papir.

- Vi opfordrer ministeren til at mødes med os og et udsnit af organisationer og virksomheder fra FSC Danmark for at diskutere, hvordan vi i fællesskab kan sikre en bedre fremtid for verdens skove og samtidig bidrage til at skabe grøn omstilling af Danmark, siger konstitueret sekretariatsleder, Morten Brodde.

Danmark kan blive bedre
Under paneldebatten om grønne indkøb blev det pointeret, at Danmark placerer sig blandt de bedste i forhold til grønne indkøb generelt, men at der stadig er lang vej for at nå de allerbedste. Danmark halter især efter, når det kommer til byggeri. Dermed er der plads til forbedringer, når det gælder indkøb af certificeret træ i det offentlige.

Helt konkret kom der under FSC Danmarks paneldebat en række anbefalinger og pointer frem. Disse er nu viderebragt til Miljøministeriet i håbet om, at de tages til overvejelse og implementeres i Ministeriets fremtidige strategier og politikker for grønne offentlige indkøb.

Anbefalinger og pointer
Under paneldebatten blev det fremhævet, at der bør fokuseres på mere information og bedre uddannelse af offentlige indkøbere i certificeret træ. Derudover var der stor enighed om, at den offentlige indkøbsvejledning for træ bør gøres bindende og indeholde kriterier, der svarer til kravene i certificeringsordningerne, samt at vejledningen bør implementeres og monitoreres, så det sikres, at den anvendes konsekvent.

Derudover blev det pointeret, at merpris ikke bør være afgørende og ofte kan undgås ved at finde alternative træsorter. Træbranchen er allerede nu leveringsdygtig i certificeret træ, hvorfor det er afgørende, at det offentlige begynder at efterspørge det.

Samarbejde er vejen frem
Med erfaringsrapporten er intentionen at lægge op til et tættere samarbejde mellem virksomheder, organisationer og de danske myndigheder med henblik på at gøre Danmark til et foregangsland, når det gælder brug af bæredygtige tømmer- og træprodukter.

- Vi tror ikke, at hverken erhvervslivet, NGO’erne eller de danske myndigheder kan løfte denne opgave alene. Derimod kan vi i samlet flok, og med Ministerens hjælp, sikre, at forbruget af bæredygtige tømmer- og træprodukter stiger til gavn for klodens skove, siger Morten Brodde.

Læs også:
Lang vej til mål for bæredygtigt træ
Det offentlige halter efter på indkøb af certificerede produkter

Find hele FSC Danmarks erfaringsrapport på www.fsc.dk
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094