23948sdkhjf

Hun har sat København på design-entusiasternes verdenskort – nu fylder hun 50

– Jeg tror, min styrke ikke alene ligger i strategisk planlægning, men også i at få ting til at ske. Jeg lytter til de enkeltes behov, beslutter og arbejder så med at forene, motivere og få det bedste frem i alle. Jeg kan lide at arbejde med mennesker. Det er nok min store styrke.

Sådan lyder det, når Signe Byrdal Terenziani selv skal sætte ord på, hvordan hun er lykkedes med at skabe en årlig begivenhed, der trækker designentusiaster fra nær og fjern til den danske hovedstad. Og når direktøren for 3daysofdesign den 23. juli runder 50 år, befinder hun sig fortsat midt i evalueringsprocessen oven på årets festival, der løb af stablen i juni mere velbesøgt end nogensinde.

Signe Byrdal Terenziani står med andre ord bag en gedigen succes, der har tømret den danske hovedstad fast som et af designverdenens helt store fixpunkter.

En italiensk forelskelse

Det var oprindeligt ikke design, der var den store passion, men mere kulturmøder, skabertrang og interessen for marketing og PR. Under studierne på handelshøjskolen i København i 1990erne fik Signe Byrdal Terenziani et legat og dermed mulighed for at læse en master i international økonomi i den norditalienske metropol Milano.

Det, der skulle have været et 6 måneders studieophold, endte med at vare 20 år. Signe forelskede sig i en italiener, i landet og i kulturen. Hun fik tre børn, Marco, Sofia og Luca, der alle havde deres tidlige opvækst i støvlelandet, men gennem alle årene beholdt hun en tæt forbindelse til Danmark og danske virksomheder.

Efter studierne i år 2000 fik hun arbejde som presseansvarlig og projektkoordinator i LEGO, der havde startet et datterselskab i Milano.

Derefter var det Bang & Olufsens italienske afdeling i Milano, der fra 2005 til 2009 ansatte Signe Byrdal Terenziani som presse- og eventansvarlig, og gennem de fire år lærte hun, at hvis man skal sælge design på et marked med stor konkurrence, så skal der mere til end imponerende tekniske specifikationer. Hun skabte oplevelser, og fandt ind til den storytelling, der er altafgørende, hvis man vil skabe et værdibaseret og synligt livsstilsbrand.

Hendes evner for at skabe opmærksomhed blev bemærket. I 2011 spurgte det danske Generalkonsulat i Milano, om hun ikke havde lyst til at planlægge og udføre en række udstillinger på møbelmessen i Milano for danske designproducenter. Det blev til udviklingen af konceptet bag de succesfulde Danish LivingRoom-udstillinger, som hun skabte i samarbejde med den dansk/italienske designduo GamFratesi.

Efter en afstikker som marketingschef i den italienske lampevirksomhed Luceplan, besluttede Signe Byrdal Terenziani sig for, at tiden var inde til at kaste sig ud i livet som selvstændig konsulent.

I den periode arrangerede hun en række nye udstillinger i blandet andet Asien og Milano, hvor udstillingen DANISH Chromatism endnu engang viste, at hun kunne samle den danske designbranche om et stærkt og synligt fremstød, der gav genlyd internationalt.

Tilbage til København

I 2013 blev hendes mor alvorligt syg, og Signe Byrdal Terenziani og børnene besluttede sig for at rejse hjem til København i et år. Men som det skete for hende selv 20 år forinden i Milano, så blev hendes børn så forelskede i Danmark og København, at familien endte med at bosætte sig permanent i den danske hovedstad.

Signe Byrdal Terenziani havde i den periode fået job som marketingschef hos Montana med kontor i Københavns Nordhavn, hvor også andre designvirksomheder repræsenteret - heriblandt Luceplan, Erik Jørgensen og Kvadrat. Sammen besluttede de fire virksomheder og Signe Byrdal Terenziani at arbejde videre med ideen om sammen at skabe en designfestival i København, som skulle være værd at rejse efter. Drevet af idekvindens gode erfaringer med konceptet ”sammen er vi stærkere”, præsenterede hun ideen bag 3daysofdesign til andre designvirksomheder udenfor Nordhavnsområdet, og som Signe fortæller, ”så var vi det ene år ti udstillere, det næste tyve og sådan fortsatte det bare.”

Resten er historie. I 2015 trak Signe sig fra andre større opgaver og satte sig i spidsen for 3daysofdesign på fuld tid. I 2022 var der over 300 udstillere fordelt på mere end 100 venues over hele København, og næste år runder den københavnske designfestival selv et skabt hjørne og kan fejre tiårs jubilæum.

Kommenter artiklen (2)
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.062