23948sdkhjf

Skriver flere og større vinduer i bogen – nu udvider nordjysk vinduesfabrik

Trods stigende råvarepriser og øget inflation udvider vindue- og dørproducenten Vindunor i Hjørring fabrikken med en produktionshal på 1.900 kvm, som giver virksomheden en samlet produktionskapacitet på 12.000 kvm. Det skriver firmaet, som ved årsskiftet 2021-2022 skiftede navn fra Glaseksperten Vinduer og Døre til Vindunor, i en pressemeddelelse.

Ifølge direktør i Vindunor, Henrik Sørensen, er der hovedsageligt to grunde til, at virksomheden nu investerer i at udvide produktionen. Den ene handler om vækst, den anden om effektivisering.

– Vi oplever en kæmpe interesse for vores danskproducerede vinduer og døre, som vi primært sælger til større og mindre tømrermestre. Siden nytår har vi haft en vækst på hele 20 pct., hvilket betyder, at vi er nødt til at udvide vores produktionsfaciliteter for at kunne følge med efterspørgslen, fortæller Henrik Sørensen i pressemeddelelsen og fortsætter:

– En anden grund til at udvide produktionen er, at de vinduespartier, vi sælger i dag, er blevet meget større end for bare to år siden. Derfor ønsker vi at skabe et mere effektivt flow igennem vores produktionslinjer. Det gør vi blandt andet ved at flytte vores glasmontage og beslåning, hvor der monteres greb og hængsler på vinduerne, til den nye hal, så der bliver bedre plads til at håndtere de store elementer. Malerafdelingen udvides i samme ombæring og øger kapaciteten med mere end 30 pct.

Har ikke set toppen

Vindunor har investeret et millionbeløb i udvidelsen af fabrikken, og Henrik Sørensen forventer ikke, at væksten har toppet endnu. For selvom der lige nu udspiller sig en krig på europæisk grund, der er med til at sende både energi- og råvarepriser på himmelflugt og øge inflationen globalt, oplever direktøren Vindunors kunder som meget loyale.

Pladsen får vinduesfabrikken i Vendsyssel ved at inddrage en eksisterende bygning, der indtil for nylig har været lejet ud til en anden virksomhed, men som nu bliver renoveret og lagt sammen med Vindunors øvrige produktion.

Den nye produktionshal forventes at blive taget i brug i løbet af sommeren.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.062