23948sdkhjf

Revisoren blev direktør for havemøbler - nu runder han 50 og holder en pause

Han har stået i spidsen for møbelvirksomheden Skagerak, hvor han mangedoblede overskuddet over en årrække.

Søndag den 8. maj fylder Jesper Panduro 50 år.

I 17 år var han administrerende direktør i Skagerak, der tidligere hed Trip Trap. Virksomheden er blandt andet kendt for sine havemøbler i træ.

I april trådte han tilbage.

Den kommende tid byder derfor på en pause for eksdirektøren.

- Jeg holder en pause i en periode. Hvor lang den bliver, det ved jeg ikke lige nu, siger han.

Hvad Jesper Panduro skal lave, når pausen er forbi, ved han heller ikke endnu. Men sikkert er det, at han i fremtiden skal have færre arbejdstimer.

- Det er også for at kunne bruge tid på dem omkring mig, som betyder noget. Familien først og fremmest og venner. Det er dejligt at have tid og rum til dem, siger han.

At Jesper Panduro skulle være administrerende direktør og medejer af en møbelvirksomhed lå ikke i kortene. Han har nemlig en HD i revision.

- Jeg synes, at der er noget magisk over tal, og jeg troede også i en periode, at jeg skulle være revisor.

Det var da også i jobbet som revisor, at Jesper Panduro først blev ansat i det daværende Trip Trap i 2001.

Men da han fire år senere fik tilbuddet om at blive medejer i virksomheden, var han ikke i tvivl.

- Da vi blev spurgt, om vi havde lyst til at være medejere, så var der for mig kun et svar - og det var ja.

- Så måtte jeg efterfølgende se, om jeg kunne skaffe pengene. Jeg tænkte, at det var et spørgsmål, man kun får en gang i livet, hvis man er heldig, siger han.

Når møbeldirektøren ser tilbage på tiden i Skagerak, mener han, at en del af succesen kan tilskrives det nære samarbejde med hustruen, Vibeke Panduro. Hun er i dag brand ambassador for virksomheden.

Han omtaler det som et "parløb", hvor de fra start har trukket på hinandens stærke sider.

Når de 50 år skal fejres, er der ikke lagt op til et stort arrangement.

- Jeg er sådan lidt til den introverte side, så det bliver i et mindre forum med de nærmeste venner og familie, fortæller han.

Jesper og Vibeke Panduro har sammen to børn, Johanne på 16 og Simon på 19. Familien bor i Aalborg, hvor Skagerak også ligger.

/ritzau/

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.047