23948sdkhjf

Iværksættere sælger for en halv million, inden produktionen er startet

På en lille måneds tid har Kristian Sidelmann, Rasmus Fiil Svarrer og Lars Friis Nielsen solgt for knapt 600.000 kr. af deres nye kollektion, endnu inden den egentlig findes.

Det er femte gang, iværksætterduoen bag Fablewood bruger crowdfunding-platformen Kickstarter til at rejse penge, så de kan sende nye trædyr ud i verden, og ifølge Kristian Sidelmann er der flere grunde til at holde fast i modellen.

– Dels er det rigtig dyrt at starte en ny produktion op, men det er meget mere end funding. For os er det blevet et værktøj til at introducere nye produkter og teste et marked af, forklarer medstifteren.

Han peger på, at virksomheden, der ellers sælger sine produkter via forhandlere og egen webshop, høster værdifuld viden på den tidlige og direkte respons fra slutkunden.

– Der ligger nogle rigtige gode analyseredskaber, som vi kan rette ind og justere produktionen efter – for eksempel kan vi se, at hundene denne gang bliver superpopulære, og så kan vi på forhånd skrue op, så vi kan møde efterspørgslen, når de kommer ud til forhandlerne, forklarer Kristian Sidelmann.

Feedback fra Formland

Denne gang er slutkunden dog ikke de eneste, Fablewood har fået lov at prøve kollektionsudvidelsen af på. Vareprøverne på det nye kuld landede nemlig inden forårets udgave af Formland, og i de midtjyske messehaller var der også vigtig erfaring at høste.

– Vi har haft en udfordring med, at den tidligere kollektion har været nemmere for os at kommunikere på Kickstarter, hvor video er et bærende element, end det har været i butikkerne, fortæller Kristian Sidelmann om de magnetiske trædyr, der kan kombineres på kryds og tværs og således får en ekstra dimension ”live”.

Håbet i Herning var derfor, at de nye Pick-Me-Ups i højere grad ville ”kommunikere sig selv”, og ifølge Kristian Sidelmann var det en bragende succes.

– Vi prøvede et par gange at gå væk fra standen, hvor vi oplevede, at der rent faktisk opstod kø, og det var en markant anden oplevelse end tidligere, hvor vi på en måde har skullet forklare vores produkter, fortæller han og peger på, at den store interesse blev fulgt op af forudbestillinger.

– Jeg tror, vi er ude i en omsætningsrekord gange ti for en messe og så på noget, vi i princippet ikke har på lager – og det er jo enormt fedt at få bekræftet, at vi har gang i noget rigtigt med det her nye ben, siger Kristian Sidelmann.

Blod på tanden

Ligesom støtterne på Kickstarter gav messegæsternes feedback desuden nye indsigter, der er taget med i det videre arbejde.

– Der var rigtig mange, der sagde, at de kunne være fine med et lille flag, og det er noget af det, der gør det sjovt at åbne op for noget nyt – den her feedback fra markedet, der pludselig sender en ind på en helt anden sti, end man forestillede sig for to måneder siden, lyder det.

Med bogen fuld af feedback og forudbestillinger har Fablewood således fået bekræftet, at virksomheden er på rette vej med det nye ben, og Kristian Sidelmann, der står for den kreative del af forretningen, glæder sig til en fremtid med endnu flere familieudvidelser.

 – Nu har vi fået blod på tanden, så jeg skal i gang med at kigge på udvidelser og nye produkter og på, hvilket ben der skal introduceres i 2023, fastslår han.  

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.141