23948sdkhjf

Tredje generation slipper driftsansvaret hos møbelproducent  

Hos aalborgensiske Bent Hansen har tredjegenerationsindehaver Henrik Hvid Hansen sluppet ansvaret for den daglige drift for i stedet at hellige sig produktudvikling, salg og bestyrelsesarbejde. 

Driftsansvaret har han overladt til den nyudnævnte COO Aden Rovcanin, der trods en noget utraditionel uddannelsesbaggrund har vist sig at være et helt rigtigt match for den nordjyske møbelproducent.

– Aden Rovcanin har det seneste år bevist, at han som teknoantropolog har nogle unikke kompetencer til at optimere driften og agere bindeled mellem tekniske eksperter, leverandører og kunder, siger Henrik Hvid Hansen om sin nye vicedirektør, der i fjor blev udnævnt til afdelingsleder for kunder og logistik.

– Han er uddannet til at have en skarp analytisk tilgang til store mængder data og kunne eksekvere på baggrund heraf, og det er guld værd for en virksomhed i dag, fortsætter den kreative direktør.

Nerve skal motivere væksten

Organisationsændringen sker efter et par travle år hos møbelproducenten. 

– Efter to rekordår i streg og en udvidelse af medarbejderstaben på fem personer alene i 2021 var vi nu nået til et punkt, hvor jeg begyndte at blive en flaskehals, indrømmer Henrik Hvid Hansen.

Årsregnskabet for 2021 er endnu ikke offentliggjort, men i 2020 blev resultatet mere end fordoblet til 2 mio. kr. før skat. Og den nyudnævnte COO ser frem til at sætte sine kompetencer i spil, når den fortsatte vækst skal sikres.  

– For mig at se ligger nøglen til vækst netop i samspillet mellem mennesker og teknologi. Teknologien kan facilitere virksomhedens målsætninger, men medregner man ikke det menneskelige aspekt - medarbejdernes kompetencer, idéer og trivsel - så kommer teknologien til at stå alene. Så kommer regneark til at veje tungere end mennesker, og så mister virksomheden den nerve, der skal motivere vækstrejsen, siger Aden Rovcanin.


Aden Rovcanin er pr. 1. februar udnævnt til COO
Foto: Bent Hansen

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.083