23948sdkhjf

Nyt firma udfordrer producenterne af typehuse

Byggelysten og interessen for arkitekttegnede huse er helt i top i disse år, og nu blander et nyt, nordjysk firma sig i kampen om køberne. HP3 hedder virksomheden, der som en af de få i Danmark fremstiller arkitekttegnede huse industrielt. Ekspert peger på flere fordele ved konceptet.
Den nordjyske HP Koncern har netop stiftet datterselskabet HP3. HP3’s særlige byggekoncept bygger på en industriel produktionsmetode, der kendes fra klassiske produktionsvirksomheder. På virksomhedens fabrik fremstilles fleksible, arkitekttegnede moduler, som fragtes til byggepladsen, når de er færdigbyggede.

- Vi er en af de eneste virksomheder i Danmark, der foretager alt byggeri i produktionshaller og dermed under tag. Da de færdige moduler samles på byggepladsen på få timer, har vi skabt et koncept, der sikrer, at alle faser i byggeriet kan kontrolleres nøje, og at huset under opførelsen skånes for frost eller fugt, forklarer adm. direktør Søren Pedersen.

Ud over at kunne levere høj kvalitet på trods af det omskiftelige danske vejrlig sikrer den industrielle fremstilling, at priserne på HP3’s huse er konkurrencedygtige i forhold til andre arkitekttegnede af samme standard. Således ligger prisen på et nøglefærdigt hus fra 10.900 kroner pr. kvadratmeter.

Store forventninger til fremtiden
- Vi er klar over, at konkurrencen er hård, men vi er ikke bange for at udfordre de øvrige spillere på banen. Vi tror på vores koncept og satser på at erobre en væsentlig andel af markedet for arkitekttegnede huse inden for få år, fortæller Søren Pedersen.

HP3 har på nuværende tidspunkt en linie af huse tegnet af ONV arkitekter. Allerede i løbet af sommeren 2006 udvider virksomheden med yderligere to linier.

Ekspert: Nye muligheder med industriel fremstilling
Ifølge en ekspert betyder konceptet, at der kan være god økonomi i at vælge et HP3 hus.

- Nye produktionsteknologiske muligheder gør industriel fremstilling af arkitekttegnede huse attraktivt for huskøbere. Faktisk er det ofte billigere at købe et nyt hus lavet efter dette koncept, end det er at købe og istandsætte et ældre, eksisterende hus, forklarer centerleder ved Kunstakademiets Arkitektskoles Center For Industriel Arkitektur i København, Anne Beim.

- Derudover rider boligbyggeriet i Danmark på en bølge, hvor stor købekraft kombineret med en høj interesse for spændende, arkitekttegnede huse betyder, at firmaer som HP3 har rigtig gode muligheder, uddyber Anne Beim.

HP3’s koncept betyder, at det færdige hus ofte er billigere end at købe og istandsætte et ældre hus.

Kilde: HP3 http://www.hp3.dk
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.079