23948sdkhjf

Møbelforhandler sætter ni sejl på én gang

Onlinebaserede Moodings, der forhandler møbler og interiør fra brands som Hay, Gubi og Fritz Hansen, skruer nu markant op for de internationale ambitioner. Planen er at ekspandere til Sverige, Norge, Tyskland, Holland, Belgien, Frankrig, Østrig, Schweiz og Polen på samme tid, og der er derfor sat fuldt blus på marketingsindsatsen.

Moodings blev stiftet i 2013, og i fjor kunne direktør og stifter Alexander Thygesen over for Finans berette, at omsætningen år for år var mere end fordoblet. Nu er sigtekornet indstillet på store europæiske markeder, og ambitionerne understøttes af både en intern opmanding og et eksternt samarbejde med marketingbureauet Daisycon, der arbejder med affiliate netværk.

– Vi vil være synonym med nordisk design. Derfor har vi ansat 13 marketingmedarbejdere, der skal spille sammen med Daisycon, så vi kan få det bedst tænkelige afsæt og kapre nye markedsandele og se resultater med det samme, forklarer marketingdirektør Daniel Selde i en pressemeddelelse.

Skyder med alle kanoner

Ifølge ham bliver bureauets vigtigste opgave at skabe trafik til Moodings webshops og øge kendskabsgraden til møbelforhandleren på de enkelte markeder, og det er ikke mindst marketingsvirksomhedens netværk på tværs af Europa, han ser stor værdi i. 

– En af de største udfordringer, når man vil ekspandere til nye markeder, er at afklare hvilket mediemix man som annoncør skal gøre brug af, da forskellene fra marked til marked kan være store. Med Daisycons lokale tilstedeværelse i mange europæiske markeder kan de rådgive os om, hvordan vi skal gå til hvert enkelte marked og få det mest optimale ud af vores markedsføring, siger marketingdirektøren.

Også på den anden side af bordet ser man frem til samarbejdet, der placerer sig i den mere omfattende ende af skalaen.

– Normalt oplever vi, at virksomheder der ekspanderer til andre markeder, gør det forsigtigt og i det små først. Men Moodings har modet til at skyde med alle kanoner og gå all in fra starten, og det er spændende for os at komme med på rejsen og hjælpe dem med indsigt og strategi, så de kan ramme de mange markeder, forklarer Thomas Bak Jensen, der har titel af Country Manager Nordics hos Daisycon.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109