23948sdkhjf

Med FSC i Tanzania: Lokale kræfter

Mette Vestergaard vandt i efteråret FSC Design Award. Hun er nu i Tanzania for at realisere sit vinderprojekt på et lokalt værksted. Følg hendes oplevelser her på Wood Supply.
Med opslagstavlen "HapsHaps" løb Mette Vestergaard sidste år med sejren i FSC Design Award foran 76 andre bæredygtige design.

Hun er nu taget på sin vinderrejse til Tanzania, hvor hun med egne øjne får at se, om en FSC-skov virkelig kan gøre en forskel for natur og mennesker. Samtidig har hun taget udfordringen op med at forsøge at forene danske designtraditioner med tanzanisk håndværk og formgivning.

I samarbejde med FSC Danmark vil vi her på Wood Supply i den kommende tid følge Mette og resten af FSC-delegationen fra sidelinjen. Det sker via en blog, som vi gengiver her på portalen.

Dag 3: Lokale kræfter
At være chauffør i Tanzania er vist ikke noget at spøge med. Vi skal tidligt afsted - gerne før solen står op, og så kører vi ad små jordveje i timevis, mens mudder og trærødder skaber pludselige forhindringer, så alle må ud og skubbe eller grave. Vores chauffør Dennis synes dog at være i strålende humør, trods alt.

I virkeligheden kører vi et lille stykke af den samme vej, som træet fra Kilwas FSC-skove fragtes på vejen mod Dar es Salam og videre ud i verden - til fx Europa.

- Det er egentligt ret utroligt at tænke på den rejse, som træet tager fra Kilwa til Danmark. Når man oplever det på egen krop virker det næsten umuligt, siger Mette.

Men der er god grund til, at man alligevel fragter træet den lange vej. Vi besøger det lokale community, Nainokwe, som har en FSC-certificering, for at høre mere om, hvorfor de er begyndt at arbejde med FSC i deres skovområde.

Flere ressourcer med FSC
Abdallah, en storsmilende mand på 39, iført blå arbejdsdragt og gummistøvler, forklarer os om arbejdet med FSC-skovområdet.

- FSC har betydet, at den illegale hugst i området næsten er stoppet. Vi har samtidig officielt fået retten til skovområdet og skal derfor ikke betale de store afgifter til distriktet længere - det giver flere penge direkte til vores community,forklarer han.

- FSC har samtidig betydet en øget indsigt i skovenes værdi bland os lokale. Vi er nu klar over, at man fx skal passe på med ild i skoven, fordi træet har en stor værdi for os - og vi ser meget færre skovbrænde nu end førhen, understreger Abdallah.

Skovcykler
Som et led i skovbeskyttelsen i området har man oprettet cykelpatruljer, som cykler i området og blandt andet tjekker skovene for illegale skovhuggere. Hakimu er en af de frivillige som cykler i skovene, og han forsikrer os om, at det ikke er så svært endda at lære at holde balancen på en cykel i en skov.

Nye muligheder
50 % af indtjeningen fra FSC-skoven går til Nainokwe, og på demokratisk vis stemmes der om, hvad pengene skal bruges til. En af de næste projekter man gerne vil investere i, er et hus til en af byens lærere. Det kan synes mærkeligt, men her er det vigtigt at holde på de gode lærere, så det er i alles interesse, at der er gode forhold for dem i byen.

Skolebørnene er ivrige efter at få taget billeder og se sig selv på den lille skærm. De forsikrer os om, at de godt kan lide at gå i deres lokale skole, men lige nu er de mere optaget af os blege mennesker fra Danmark.

Om FSC Design Award
Mette Vestergaard vandt i efteråret 2011 den årlige designkonkurrence FSC Design Award, hvor hovedpræmien denne gang var en rejse til Tanzania.

FSC Design Award stiller krav til, at deltagerne kombinerer bæredygtighed med æstetik og funktionalitet, og bæredygtighed er således et vigtigt element i bedømmelsen af de deltagende designs. FSC Design Award er en tilbagevendende begivenhed og er speciel, fordi alle indkomne bidrag bedømmes ved samme event.

Mette Vestergaard vandt konkurrencen med opslagstavlen ”HapsHaps”, der er fremstillet udelukkende af bæredygtigt træ. Vinderdesignet bærer navnet ”HapsHaps”, fordi man kan hænge papir og kort op på den uden at bruge nåle og magneter.

Det er sjette år i træk, at FSC Danmark sender en ung designstuderende på en rejse til en FSC-certificeret skov et sted i verden. Formålet er at vise, hvordan FSC gør en forskel for skov, dyr og mennesker, og hvordan valget af bæredygtigt træ har stor indflydelse på skoven og dens indbyggere. Samtidig får den designstuderende lov til at udforme en prototype af sit design i samarbejde med lokale værksteder og i lokale træsorter. Designrejsen går i år til Tanzania, hvor Mette Vestergaard i følgeskab af en journalist og en fotograf tager på en uforglemmelig rejse.

Bag FSC Design Award står organisationen FSC Danmark og miljøorganisationen WWF Verdensnaturfonden. Begge organisationer har til hensigt at sikre, at mere træ bliver brugt bæredygtigt.

Med på rejsen er:
• Designstuderende og vinder af FSC Design Award 2011, Mette Vestergaard
• Kommunikationsansvarlig og blogger hos FSC Danmark, Ida Rehnström
• WWF, skov og energi i Afrika, Maj Manczak
• Fotograf, Morten Bo Johansson

Læs også:
Dag 2: Rejsen begynder
Dag 1: Skovene i Tanzania
Originalitet vandt FSC Design Award 2011

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125