23948sdkhjf

Michael startede i lære i 1987 – nu har han overtaget virksomheden

Michael Huus husker stadig den dag i 1987, da han for første gang trådte over tærsklen til sin nye læreplads hos Papirgården i Holbæk.  

– Jeg tænkte, at den her virksomhed gad jeg virkelig godt eje en dag. Og så tænkte jeg, at det kom aldrig til at ske, lyder det med et grin fra manden, der i denne uge så sin mangeårige drøm opfyldt.  

I telefaxens tid 

Med en underskrift på en serviet – den del vender vi tilbage til – er Michael Huus således blevet absolut hovedaktionær i virksomheden, der i dag hedder Møbel-Gruppen. Rødderne går tilbage til 1960, og de første mange år var Papirgården en traditionel kontorforsyning, der blandt andet stod for importen af kasseapparater fra Casio.  

– Men kasseapparater og papirdivisionen blev solgt fra, og så stod vi tilbage med kopimaskiner, telefaxe og lidt kontormøbler, fortæller Michael Huus.

Møbel-Gruppen

Møbel-Gruppen forhandler møbler og inventarløsninger til skoler og erhverv.

Virksomheden har til huse i Holbæk og blev stiftet i 2005 med udspring i kontorforsyningsvirksomheden Papirgården. 

Møbel-Gruppen kom ud af regnskabsåret 2020/21 med et resultat på 6,3 mio. kr. før skat mod 2,2 mio. året forinden. 

Michael Huus ejer i dag mere end 95 pct. af virksomheden, mens den resterende andel ejes af en tredje partner. 

Per Erland fortsætter på formandsposten i Møbel-Gruppens bestyrelse til regnskabsårets udgang d. 31. marts 2022. 

Telefaxens tid var dog snart forbi og kopimaskinerne viste sig svære at tjene gode penge på, så i 2005 etablerede Michael Huus sammen med Papirgårdens daværende ejer Per Erland selskabet Møbel-Gruppen, der overtog de resterende aktiviteter fra Papirgården og med Michael Huus på direktørposten valgte at satse fuldt og helt på møbler.  

– Per havde 80 procent på det her tidspunkt, og jeg købte de 20, for jeg var stadig ung og havde ikke nogen penge. Planen var så, at overskuddet skulle bruges til at genere købet af de resterende aktier, så vi kom op på 50/50, og under finanskrisen fik vi rigtig meget medvind på især vores skolemøbler, så det lykkedes på bare to år, fortæller Michael Huus.  

Underskrifter på en serviet 

For tre år siden øgede han sin ejerandel med en enkelt procent, og de ti års aldersforskel på de to partnere gjorde det efterhånden klart, at de så småt skulle til at træffe en beslutning om fremtiden.  

– Per er 63 og ville gerne til at drosle lidt ned, og jeg er 53 og skulle også til at overveje, hvad der skulle ske – vi kunne godt have fortsat parløbet, som virkelig har fungeret godt gennem alle årene, men vi endte altså med en lykkelig skilsmisse, lyder det fra ejerlederen.  

Hvor meget han har måttet betale for den øgede ejerandel, har de to aftalt ikke at oplyse, men Michael Huus vil gerne afsløre, at det ikke har været helt billigt.  

– Men jeg har jo nogle år til at få det betalt, og vi landede på en pris, vi begge to var enige om, siger han og understreger, at det ikke tog mere end en time at forhandle på plads.  

– Så satte vi pris og underskrifter på en serviet, og så var det klaret. Egentlig er det et enormt godt symbol på, hvordan vi har arbejdet sammen i alle årene – vi har altid haft klare roller, og det har fungeret virkelig godt. På den måde har det været nemt at drive virksomhed, lyder det.  

Ikke desto mindre er det en glad Michael Huus, der nu er blevet fuldgyldig herre i eget firma. 

– Det er jo en drøm, der går i opfyldelse, fastslår han, inden han understreger, at skiftet i ejerstrukturen ikke betyder en gennemgribende forandring i hverdagen for hverken kunder eller de omkring 20 ansatte.  

– Der er selvfølgelig nogle ting, jeg godt kunne tænke mig, men ikke noget jeg er klar til at løfte sløret for endnu, og det bliver heller ikke noget drastisk. Jeg er stille og rolig af natur, og min strategi bygger på, at tingene hellere må tage lidt længere tid, så der hele tiden er kontrol med udviklingen.  

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.242