Selvledelse begynder med et skulderklap
Fortidens bløde værdier bliver jernhårde, når arbejdskraften får mere ansvar, konkluderer team af erhvervsfolk, der har sat sig for at øge udbyttet af distancearbejde i Danmark.
For er det i grunden ikke uværdigt at rose voksne, ansvarlige mennesker for noget, de i forvejen får løn for? For fjollet at gentage de samme påskønnelser igen og igen? Og bliver roste medarbejdere ikke bare krævende ved næste lønforhandling?
Overhovedet ikke, forsikrer direktør Michael Tandrup, der selv på halvandet år har formået at lede it-virksomheden Aventor fra underskud til overskud – fra mismod til begejstring.
- Ros gør alle rigere: Medarbejderen, virksomheden, familien, kunderne, har han erfaret.
Forleden åbenbarede han sine egne metoder på et udviklingsmøde hos Ecco i Tønder, hvor en inviteret skare af erhvervsledere og distancearbejdere diskuterede principper for ledelse og trivsel på hjemmearbejdspladser.
b]Systematisk ros til verdens bedste medarbejdere[/b]
- Som udgangspunkt holder jeg på, at medarbejderne i min virksomhed er de bedste i verden. Men mennesker er facetterede. Der er altid noget, man er virkelig god til og noget, man ikke klarer så godt. Så når vi har MUS-samtaler lægger jeg ud med at fortælle, hvad vedkommende er eminent til. Derefter må han eller hun selv forklare, hvilke sider der skal forbedres. At sige det højt er jo et vigtigt skridt mod erkendelse og handling. Man kan ikke trække udvikling ned over hovedet på folk, siger Michael Tandrup blandt andet.
For at gøre begreber som ’godt’, ’skidt’, ’bedre’ og ’værre’ konkrete har han udviklet et mangesidet måleglas med bolde i, hvor medarbejderen kan score højt eller lavt i en række discipliner som f.eks. ’samarbejdsevner’ og ’ansvarlighed’.
Ansvar øger behov for anerkendels
- Alle mennesker – børn som voksne – har jo brug for positiv opmærksomhed. Konkret ros. Igen og igen, lyder én af hans pointer:
- Behovet for anerkendelse er klart større hos distancearbejdere end hos ’overvågede’ medarbejdere med faste mødetider, der jo har alibiet i orden. Distancearbejderen sidder med en stor del af ledelsesansvaret for sig selv, og hvis vi glemmer at bemærke, hvad der lykkes, kommer stressen lige så stille glidende ind fra højre. Stress er dyrt. For samfundet, for virksomheden og ikke mindst for den stressede selv, konstaterer Michael Tandrup, der ynder at sammenligne livet med et kalenderlys.
- Man kan vælge at holde det tændt hele tiden – lade det smelte ned, flyde ud og brænde op på rekordtid. Eller slukke det af og til, så det lige får lov at køle af, størkne – finde formen og styrken igen.
Kilde: TUCPartner. http://www.tucenter.dk
