23948sdkhjf

Lars Larsen-opkøb rider med på væksteventyr: Vi kan realisere drømmen på steroider

Sofacompany, der i maj fik nye ejere i form af Lars Larsen Group, har store ambitioner for væksten.

Virksomheden, der blev grundlagt som Sofakompagniet i Korsør i 2012, har over de seneste fire år fordoblet omsætningen til 545 mio. kr. i 2020, og adm. direktør Henrik Andersen forventer, at virksomheden allerede næste år passerer milliardmilepælen.

70 pct. af omsætningen henter selskabet uden for de danske grænser, og blandt de store B2B-kunder finder man tyrkiske Blueground, der gør sig i korttidsudlejning af lejligheder. Siden 2019 har den danske møbelproducent haft en rammeaftale med virksomheden, og på to år er der leveret tæt på 800 møbler til lejligheder i USA, Europa og Mellemøsten.

– Vores mission er at sprede mere dansk hygge i flere hjem. Sammen med Blueground kan vi realisere drømmen på steroider. Vores brand og filosofi bliver eksponeret over for et meget stort internationalt publikum, samtidig med at vi kan vise andre B2B-virksomheder, hvad vi formår. Både på design og produktion tilbyder vi en fleksibilitet og effektivitet, som efterspørges kraftigt i det segment, siger Niels Svolgaard, Sales Director i Sofacompany.

En hjemlig atmosfære

Også hos Blueground sætter man pris på samarbejdet, der ifølge det tyrkiske selskab er med til at tilføre en hjemlig atmosfære i de mange lejligheder.

- Vores lejligheder må på ingen måde føles som hotellejligheder. De skal ose af hjemlig atmosfære, og derfor er der tænkt over alt, fra sofaer og lænestole til tæpper og billeder på væggene. 50 procent af møblerne er designet af vores eget designteam, og resten er katalogvarer. Det er derfor vigtigt for os at samarbejde med leverandører, der kan tilbyde stor fleksibilitet i produktionen. Det kan Sofacompany, og derfor er de en trusted partner hos os, siger Gurhan Saatcioglu, VP Supply Chain and Design i Blueground.

Blueground blev etableret i 2013 og tilbyder i dag over 4.000 møblerede lejligheder i 15 byer i USA, Europa og Mellemøsten - Boston, Chicago, Denver, Los Angeles, New York, San Francisco, Seattle, Washington DC, Austin, Athen, Istanbul, London, Paris, Wien og Dubai. Hovedsædet ligger i Istanbul, og Blueground beskæftiger mere end 400 medarbejdere på verdensplan.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.126