23948sdkhjf

Fredericia sender 10 millioner til ejerfamilien - og føjer det samme til bundlinjen

Med en omsætningsvækst på knap 20 pct., et vellykket opkøb og en bundlinje, der blev mere end tredoblet, blev 2020 et langt bedre år, end adm. direktør Kaja Møller og resten af holdet hos Fredericia Furniture havde turdet tro på, da coronaen i foråret meldte sin ankomst.

– Vi er kommet godt igennem 2020 har haft vækst på stort set alle markeder. Især har vores hjemmemarked haft en stor fremgang i de sidste to kvartaler, som følge af at private forbrugere har investeret i vores mange designikoner, udtaler Kaja Møller, adm. direktør hos den østjyske møbelproducent i en pressemeddelelse.

Familien henter første udbytte i fem år

For første gang siden 2015 er der i årsrapporten fra Fredericia Furniture stillet forslag om udbyttebetaling.

Således er ejerkredsen bestående af Thomas og Henriette Graversen samt deres tre børn klar til at polstre lommerne med 10 mio. kr. oven på rekordåret.

Sidst, der blev udbetalt udbytte, var i 2015, hvor ejerfamilien trak 3 mio. kr. ud.

Ved udgangen af 2020 lød egenkapitalen i familiens holdingselskab Thomas Graversen Holding ApS på 73 mio. kr.

Virksomheden oplyser ikke omsætningstal, men af årsregnskabet fremgår det, at bruttofortjenesten det foregående år voksede fra 41,9 til 51,2 mio. kr. Det er imidlertid på bundlinjen, der for alvor er sket noget –  her voksede resultatet før skat fra 4,7 mio. kr. i 2019 til 16,9 mio. i 2020.

Dermed melder Fredericia sig i koret af klassikerproducenter, der som fynske Carl Hansen & Søn samt Fritz Hansen i Allerød har oplevet, at pandemien har skubbet på salget af møbler i den høje ende af prisskalaen – helt modsat forventningerne for 15 måneder siden.

– Ledelsen forventede i forbindelse med udbruddet af Covid-19 i starten af 2020 og et stykke ind i året, en negativ udvikling i omsætning og indtjening set i forhold til året forinden, skriver Fredericia Furnitures ledelse i årsrapporten, hvor man også kan læse, at den negative udvikling blev afløst af en ”særdeles positiv markedsudvikling for salg af designmøbler i høj kvalitet”.

En vellykket tilføjelse

I Fredericia bød året også på opkøbet af Erik Jørgensens Møbelfabrik, som virksomheden overtog i efteråret. I den forbindelse pegede Kaja Møller på, at man med opkøbet så chancen for at skrue op for indtjeningen, der trods kontinuerlig toplinjevækst har ligget relativt stabilt i intervallet 3 til 4,5 mio. kr. siden 2015.

– Vi synes ikke, at vi har præsteret en bundlinje, der kan matche nogle af de bedste i branchen; skal vi lykkes med det, kræver det, at vi får ’scale’ og størrelse på hele vores apparat, og det er lige præcis det, vi har ønsket rigtig længe, og det, vi har fået med opkøbet af Erik Jørgensen, lød det i oktober fra Fredericia-direktøren, der stadig er godt tilfreds med nyerhvervelsen.

– Vores strategiske fokus har de senere år været at udvikle vores kollektion og internationale position på boligmarkedet såvel som kontraktmarkedet. Vi har gennem de seneste år tillige gjort os klar til opkøb, og har således bygget en god platform med strukturer og strategi til at håndtere en større omsætning, lyder det fra Kaja Møller, der peger på, at man derfor var meget glade, da opkøbet faldt på plads i efteråret.

– Erik Jørgensens kollektioner komplementerer Fredericias virkelig godt, og med købet har vi ligeledes fået styrket vores polsterkompetencer yderligere med produktionen i Svendborg, fortsætter hun.

Der skulle således være skabt gode muligheder for fortsat vækst i Fredericia, hvor ledelsen da også forventer, at 2021 bliver endnu et fremgangsår.

– Året er startet rigtigt godt ud, og vores ordrebeholdning er lige nu historisk høj. Vi forventer yderligere øget vækst i omsætning og indtjening i indeværende år, og ser frem til nogle spændende år med øget internationalisering og styrket digitalisering, der muliggør brug af kundeorienterede digitale værktøjer for både private og professionelle samarbejdspartnere, udtaler Kaja Møller.

Fredericia Furniture A/S
mio. kr. 2020 2019
Bruttofortjeneste 51,2 41,9
Driftsresultat 15,7 4,1
Resultat før skat 16,9 4,7
Årets resultat 13,1 3,6
Balancesum 125,4 74,8
Egenkapital 58,9 45,9
Gns. antal ansatte 57 61
Regnskabsåret blev afsluttet 31. december 2020.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094