23948sdkhjf

Fra granatchok til godt tilfreds: Midtjysk møbelvirksomhed klarede året med musketerånd

Trods et lille bundlinjedyk er ledelsen hos Ikast-baserede 2-Connect godt tilfreds med de økonomiske resultater af et turbulent 2020.

Det fortæller Karl-Henrik Lysgaard, medstifter og adm. direktør i den midtjyske møbelhandelsvirksomhed.

– Som alle andre oplevede vi at få et ”granatchok”, da corona ramte Europa tilbage i marts måned 2020, hvor der var nogle måneder med ret stor usikkerhed, frem til sommeren. Men som branchen i øvrigt oplevede vi også en øget efterspørgsel fra sommeren 2020 og året ud, lyder det fra direktøren.

Mens årets bruttofortjeneste landede på 40,8 mio. kr. mod 45,9 mio. året forinden, faldt resultatet før skat godt halvanden million til 18,4 mio. kr. 

– Men kigger vi på driftsindtjeningen målt på EBITDA, går vi egentlig lidt frem, fortæller Karl-Henrik Lysgaard, der peger på loyale kunder og en stærk indsats fra medarbejderne som afgørende for årets resultat.

– Men jeg er dog allermest taknemmelig for og stolt af den kæmpe indsats og forandringsparathed, som alle vores medarbejdere har udvist både i Danmark og i udlandet. Da det så allermest usikkert ud, rykkede alle sammen, og vi fik skabt en hel særlig musketerånd, som jeg er meget stolt af og som jeg ved kan tage os langt, slår møbeldirektøren fast.

Stærkt setup og loyale kunder

2-Connect, der blev grundlagt i 2008, forhandler møbler, som hovedsageligt bliver produceret i Asien på eksterne fabrikker. Derfor gav de pandemibetingede rejserestriktioner i første omgang anledning til en del bekymring hos Karl-Henrik Lyssgaard og resten af teamet.

– Vi troede, det ville blive en kæmpe udfordring, men i virkeligheden tror jeg hurtigt, at det blev en styrke, fordi vi har et rigtig stærkt setup i Asien, fortæller direktøren.

Omring to tredjedele af 2-Connects ansatte befinder sig nemlig i den del af verden, og det betød, at den tætte kontakt til fabrikkerne kunne opretholdes, lige som driften ifølge Karl-Henrik Lysgaard kunne fortsætte stabilt.

Møbeldirektøren peger endvidere på, at det tætte samarbejde med få, men store loyale kunder, har været en vigtig forudsætning for firmaets succes, lige som han understeger værdien af, at 2-Connect gennem mange år har arbejdet på at opbygge et stort og lyalt leverandørnetværk.

– Vi har igennem mange år prioriteret at opbygge langsigtede samarbejder, derfor er vi typisk også ret tålmodige og ”shopper ikke rundt”. Den strategi og loyalitet, har været en kæmpe værdi, i en tid, hvor forsyningskæden er under pres, lyder det fra Karl-Henrik Lysgaard, der blandt andet så den tilgang bære frugt, da efterspørgslen i sommeren og efteråret steg og skabte rift om pladsen på fabrikkerne.

Her havde vi et rigtig godt samarbejde med vores kunder og fik taget nogle hurtige og konsekvente tiltag, som gjorde at vi kom stærkt igennem andet halvår af 2020. Og vi har helt overordnet oplevet et rigtig godt samarbejde og en stor loyalitet fra både vores kunder og vores fabrikker, hvilket jeg er meget taknemmelig over, fortæller han.

Ny ejerkreds, samme strategi

Sidste år bød også på et ejerskifte hos 2-Connect, da medstifter Mogens Olsen valgte at sælge sin andel af forretningen. På købersiden stod Karl-Henrik Lysgaard, der dermed blev hovedaktionær, samt to lokale investorer og investeringsselskabet Esbjerg Brygge Invest.

Det er dog ikke noget, der har fået stor betydning for driften af selskabet, fortæller direktøren, der snart har stået 13 år ved roret.

– Til gengæld har vi fået nogle andre og bredere kompetencer ind, og jeg er glad for, at vi indtil videre har leveret den kontinuitet, vi stillede i udsigt i forbindelse med handlen, siger Karl-Henrik Lysgaard.

Og selvom han nu har fået såvel kapitalfondskræfter som flere erfarne erhvervsfolk med på holdet, holder ejerlederen således også fast i, at det ikke skal handle om tal, når ambitionsniveauet for indeværende år skal lægges.

– Vi har ikke på den måde mål for, at vi skal vækste så og så meget. Derimod arbejder vi med, at vi vil være de mest troværdige – at kunder og leverandører kan stole på os. Vi skal være de mest ”reliable”, og så skal vi fortsat forblive dygtige til at designe og produktudvikle nye varer, som sælger godt ved vores kunder. Gør vi det, så tror vi selvfølgelig også på, at der kommer vækst ud af det, men det skal ikke være væksten, der kommer først, slår Karl-Henrik-Lysgaard fast.

2-Connect ApS
mio. kr. 2020 2019
Bruttofortjeneste 40,8 45,9
Resultat af primær drift 18,5 15,6
Resultat før skat 18,4 20,0
Årets resultat 14,3 15,6
Balancesum 52,2 53,1
Egenkapital 32,3 18,0
Gns. antal ansatte 71 71
Regnskabsåret blev afsluttet 31. december 2020.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078