23948sdkhjf

Bedste bundlinje i et årti: Møbelproducent er rykket tættere på kunderne

Hele fem gange måtte Hammel Furniture det foregående år geare op for møbelproduktionen, efter forårets nedlukning havde sendt forventningerne og aktiviteten i bund på den østjyske fabrik.  

– Egentlig var estimatet, at vi skulle være nede i tre måneder, og allerede efter en seks-otte uger kom vi op igen, men tiden var jo meget præget af sådan noget start-stop, og det giver en masse udfordringer, når en hel organisation skal omstille sig så ofte og så hurtigt, fortæller adm. direktør Jens-Ole Staghøj.  

Derfor tilskriver han det også en solid holdindsats, at Hammel Furniture kom ud af året med fremgang over hele linjen. Mens bruttofortjenesten voksede fra 29,4 til 33,3 mio. kr., blev resultatet med 2,5 mio. kr. det bedste i mere end ti år.  

– Som det gælder for hele branchen, har vi jo også oplevet, at folk i høj grad har vendt fokus mod de hjemlige rammer, forklarer Jens-Ole Staghøj om den markante vækst.  

Tættere partnerskaber 

Således har coronaenikke kun været af det onde, og Hammel-direktøren peger på, at virksomheden også har høstet en god portion læring af den uforudsigelige situation.  

– Vi har lært at være tæt på kunderne på en helt nye måde og i en helt anden grad end bare det at få et teams-møde op at køre, fortæller han.  

For eksempel har Hammel tilbudt kunderne hjælp til optimeringen af hjemmesider og webshops, så frugterne af den stærkt stigende nethandel kunne høstes. 

– Og vi har udviklet en plug and play-løsning, hvor vi kommer med det færdige materiale og prøver at understøtte deres kampagner på de sociale medier, så det har hele vejen igennem handlet om, hvad vi kunne bidrage med, for at få vores kunder til at stå stærkere, fortæller Jens-Ole Staghøj. 

– Det er helt klart vores indtryk, at det her også har skabt nogle tættere relationer til vores kunder og en position, hvor vi taler mere sammen og dermed har fået styrket partnerskabet, fortsætter direktøren, der således forventer, at den indsats også vil bære frugt, når verden igen er pandemifri.   

Foran på råvarer 

For nuværende er fokus på at holde tempoet, der stadig er højt.  

– Vi ser faktisk lidt samme billede, som vi gjorde i foråret sidste år, hvor mange af forbrugskronerne går til møbler, fortæller direktøren.  

I efteråret oplevede han som resten af landets møbelproducenter, hvordan den øgede efterspørgsel satte forsyningskæderne under pres.  

– Men fordi vi henter stort set alt i Europa, blev vi ikke helt så hårdt ramt, vurderer Jens-Ole Staghøj.  

Ikke desto mindre kunne han godt se skriften på væggen, da kalenderen sagde december.  

– Der stod vi også oven på at have opgearet fem gange, så vi besluttede at få købt lidt mere til lager, og i slutningen af året valgte vi at disponere et halvt år frem, så vi i stedet kunne komme lidt foran med tingene, forklarer direktøren.  

Dermed nåede Hammel Furniture også at få foretaget det store indkøb, inden råvarepriserne for alvor stak af. 

– Men vi vidste ikke, at problemerne ville blive så store, så det at vi fik lagt billet ind, var både et spørgsmål om rettidig omhu og lidt af et lucky punch, forklarer Jens-Ole Staghøj. 

Hammel Furniture A/S
mio. kr. 2020 2019
Bruttofortjeneste 33,3 29,4
Driftsresultat 3,8 1,6
Resultat før skat 3,2 0,7
Årets resultat 2,5 0,6
Balancesum 54,2 55,9
Egenkapital 24,2 21,6
Gns. antal ansatte 68 63
Regnskabsåret blev afsluttet 31. december 2020.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.079