23948sdkhjf

Generationsskifte rykker nærmere på sengefabrikken

I østjyske Ry har Lars Brunsø i snart 40 år produceret vandsenge på Ry Sengefabrik, der indtil for ganske nyligt gik under navnet Akva Waterbeds. Selvom man med navneskiftet ønsker at signalere, at porteføljen nu er blevet bredere og også rummer ReBeds’ bæredygtige sengestel og madrasser, er det stadig på vandsengene, virksomheden henter langt hovedparten af sin omsætning.

– Den, der tit bliver talt død, lever jo gerne længere, lyder det fra direktøren, der det seneste år endnu engang har fået bekræftet, at rygterne om vandsengens død er stærkt overdrevne.

Således lykkedes Ry Sengefabrik i 2020 med at løfte bruttofortjenesten fra 12,3 til 14 mio. kr., mens resultatet før skat voksede fra 2,1 til 3,6 mio.

– Og det er stort set alle markeder, der så at sige har været sengeliggende, fortæller Lars Brunsø, der vurderer, at op mod 95 pct. af salget sker uden for Danmark.

– Der er ikke så meget salg i vandsenge herhjemme, og ReBeds er nogle ret eksklusive produkter til feinschmeckere, som især sælger godt steder som London, Stockholm, Zürich, København og Berlin, så vi må nok sige, at det er forsvindende lidt, vi sælger i Jylland, lyder det.

Ikke desto mindre har Ry Sengefabrik planer om at blive i lige nøjagtig Ry.

– Vi tænker globalt og agerer lokalt, som man siger, og vi oplever også, at ”made in Denmark” stadig bliver set som et kvalitetstegn uden for landets grænser, fortæller Lars Brunsø.

Frygter mangel på lærlinge

Det er imidlertid ikke uden udfordringer at opretholde en produktionsvirksomhed på de kanter.  

– Vi har fire lærlinge for øjeblikket, og heraf kun en, der bor i kommunen, for der er jo ikke så mange unge, der har råd til at bo her, forklarer sengedirektøren.

Og det vælter heller ikke med uddannelsesmuligheder for eksempelvis maskinsnedkere i området. Den nærmeste tekniske skole findes i Aarhus, men her udbydes hverken første grundforløb eller hovedforløbet, der i stedet må findes i Herning, Skive eller Vejle.

– Og skal vi fortsat have lærlinge til det østjyske, så kræver det, at vi har både boligmuligheder og uddannelsesmuligheder for de unge mennesker, lyder det fra Lars Brunsø, der har drøftet problematikken med både Dansk Industri og Skanderborgs borgmester.

For det er hans oplevelse, at det stadig er de gymnasiale uddannelser der løber med det meste af opmærksomheden.

– For nyligt havde vi for eksempel en debat her i Ry om, at det var synd for byens unge mennesker, at de måske skulle helt til Aarhus for at gå på gymnasiet, men der er aldrig nogen, der taler om, at det er synd for maskinsnedkerlærlingene, fortæller han.

Generationsskiftet rykker nærmere

For Lars Brunsø er det vigtigt at kunne tiltrække yngre kræfter til sengefabrikken, og nogle af dem har han heldigvis selv kunnet levere.

Med på holdet i Ry er nemlig sønnerne Oliver Brunsø på 27 og Alexander Brunsø på 33 år, der i forbindelse med 2020-regnskabet blev majoritetsejere af virksomheden med en samlet ejerandel på 60 pct.

– Det er et led i det glidende generationsskifte, vi startede tilbage i 2016, fortæller Lars Brunsø, der i fællesskab med sin kone Lone Brunsø ejer de resterende 40 pct.

Hele familien arbejder i dag på fabrikken, hvor Lars Brunsø står for driften, mens sønnerne arbejder på at gøre virksomheden klar til de næste 40 år.

– Det er også deres gode tanker, der har været med til at skabe sidste års vækst. Det var de to, der startede ReBeds, og deres idéer og gode energi er lige det, vi har brug for, fortæller han og peger på, at det på mange måder er et atypisk hold, der står i spidsen for virksomheden.

– Jeg selv er uddannet bankmand, min ene søn er uddannet Cand.mag. i litteraturhistorie, og den anden er økologisk landmand, og det betyder, at vi også har et humanistisk touch på vores markeder. Det tror jeg, gavner os, for hvis vi også vil være her om 40 år, er vi nødt til at lytte til den verden, vi er en del af, vurderer han.

Selvom næste generation således er kørt i stilling til at overtage roret, betyder det dog ikke, at Lars Brunsø er på vej ud ad døren.

– Jeg bliver ved, så længe drengene har brug for mig. Så kan jeg udfylde min rolle og binde tingene sammen, til de er helt klar til at overtage tøjlerne, lyder det.  

Ry Sengefabrik A/S
mio. kr. 2020 2019
Bruttofortjeneste 14,1 12,3
Resultat af ordinær primær drift 3,9 1,3
Resultat før skat 3,6 2,1
Årets resultat 2,8 1,6
Balancesum 25,5 23,1
Egenkapital 10,1 7,3
Gns. antal ansatte 30 26
Regnskabsåret blev afsluttet 31. december 2020.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078