23948sdkhjf

Køkkenvirksomhed vil indtage global niche med atypisk opskrift

Københavnske Stilleben Architects, der blev grundlagt i 2018, kunne for nyligt lukke bøgerne på første overskudsår, der gav en halv million på bundlinjen. Nu er køkkenvirksomheden så småt klar til at vende blikket mod resten af verden med en opskrift, der mildt sagt må kaldes atypisk for branchen.

– Vi kommer nok ikke uden om, at vi trods alt er et nicheprodukt, fortæller adm. direktør og medstifter Ditlev Rahbek med henvisning til, at virksomhedens kundekreds i høj grad består af arkitekter og designinteresserede. 

– Men så skal vi selvfølgelig gå efter den globale niche, slår han fast.

Mens Stilleben Architects stadig er en velbevaret hemmelighed for mange danske køkkenkøbere, oplever virksomheden en stor global interesse og har været omtalt i både det japanske og det hollandske Vogue.

– Også på Instagram kan vi se, at det sjældent er danske brugere, der ligger i toppen af statistikkerne, til gengæld er vi blevet meget populære i Paris og Japan, mens der også kigger folk med fra London, Nore og Sverige, fortæller Ditlev Rahbek.

Ingen køkkenbutikker

Stilleben Architects udspringer af et samarbejde mellem Ditlev Rahbek og keramik- og designduoen Stilleben, der sælger sine produkter via egen butik i indre København. Det er også her, potentielle køkkenkøbere kan stifte bekendtskab med Stilleben Architects, hvis køkkener er en del af indretningen i butikken.

– Det har givet den fordel, at vi hurtigt har kunnet præsentere de forskellige produkter i en allerede attraktiv interiørbutik, og på den måde komme ind i kundernes bevidsthed, forklarer Ditlev Rahbek.

Virksomheden har et tilsvarende setup i Århus, og det er i de samme baner, Ditlev Rahbek tænker, når han vender blikket mod resten af verden.

– Det er stadig utrolig vigtigt for folk at kunne røre og mærke et køkken, men det behøver ikke nødvendigvis foregå de klassiske steder, forklarer han og peger på, at Stilleben Architects inden længe replikerer setuppet i en interiørbutik i London.

Nem adgang

Stilleben opererer med blot to køkkenmodeller, hvilket ifølge Ditlev Rahbek betyder, at man modsat de klassiske køkkenbutikker ikke har behov for et stort antal kvadratmeter at vise sig frem på.

– Det er også en af grundene til, at vi kan gøre det på den her måde, men omvendt giver det også meget, at kunderne oplever køkkenerne i nogle andre sammenhænge og mindre ”opstillet”, vurderer han.

Det er således kun fantasien, der sætter grænser, når fremtidens eksportplaner skal føres ud i livet, og ifølge Ditlev Rahbek kan man forestille sig et utal af interessante samarbejdspartnere.

– Det handler om at ramme de steder, vores målgruppe færdes, og fordi vi ikke har brug for egne køkkenbutikker, kan vi relativt nemt indtage nye markeder, forklarer han og understreger, at det afgørende succesparameter i så fald bliver at sørge for et fortsat højt niveau på rådgivningsdelen.

– Når det kommer til rådgivningen, tror jeg på, at vi kan gøre det rigtig godt online, og det kunne virkelig være sjovt, hvis vi kunne sælge den her høje, høje kvalitet på en anden måde, end man har set tidligere, lyder det.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078