Italiensk kvinde bliver formand for store, danske designbrands
30. april markerer en ny tid for to af Danmarks største designvirksomheder.
Her har Louis Poulsen og Audo Copenhagen fået ny bestyrelsesformand i form af den italienske erhvervskvinde Elisabetta Scotti. Hun er samtidig blevet økonomidirektør i moderselskabet 'Flos B&B Italia Group', som ejer de to danske virksomheder.
Ændringen i topledelsen fremgår af CVR-registeret, og Louis Poulsen bekræfter det overfor Wood Supply.
"Elisabetta Scotti har taget over som Group CFO i FBB efter Alberto Toni," lyder det i et skriftligt svar fra Louis Poulsen.
Et halvt år som formand
Dermed er sidstnævnte, Alberto Toni, ikke længere bestyrelsesformand for moderselskabet og de danske virksomheder. Han nåede kun at være bestyrelsesformand i syv måneder. Det vides ikke, hvorfor Alberto Toni ikke længere skal bestride posterne i de øverste lag af den italienske modekoncern.
Afløseren er som nævnt Elisabetta Scotti, og hun kommer med erfaring fra virksomheder under selvsamme koncern. Hun var i ni år økonomidirektør for den store italienske lampeproducent Flos. Hun har efterfølgende bevist sit værd i møbelproducenten B&B Italia. Her var hun økonomidirektør i et enkelt år, og nu har hun fået ansvaret for hele koncernen.
Inden 2015 var hun direktør for revisionsvirksomheden Pwc, hvor hun specialiserede sig i finansiel due diligence og transaktionsrådgivning.
Elisabetta Scotti har desuden erfaring med design i Norden. Hun var fra 2020 til 2024 bestyrelsesmedlem i Flos Scandinavia, som har hovedkontor og showroom i København.
Louis Poulsen offentliggjorde i sidste uge sit regnskab for 2024. Det kan du læse her.