23948sdkhjf

Ung køkkenvirksomhed jagtede danske snedkerier uden held

Stilleben Architects har på få år bygget en spirende køkkensucces på en bund af to gennemarbejdede modeller. Udvalget består af et klassisk forrammekøkken fremstillet på danske snedkerier og af et sektionskøkken, som virksomheden får produceret i Litauen.

Og kvaliteten er høj i begge tilfælde, forsikrer adm. direktør og medstifter Ditlev Rahbek, der understreger, at han ikke ser beslutningen om at producere i det østeuropæiske som et kompromis.

– Da vi startede på projektet med sektionskøkkenet, kørte vi hele landet rundt og mødte snedkere, men der var ikke umiddelbart den store interesse for at tage os ind, fortæller han.

Derfor fulgte man en opfordring om at undersøge det litauiske marked.

– Da vi kom derned, stod alle vores produkter klar som prototyper i deres showroom – vi var helt høje, da vi fløj hjem efter den oplevelse, lyder det.

Midt i en skov

Selvom en lang række danske køkkenproducenter efterhånden får fremstillet både hele og halve køkkener i Østeuropa, klinger østlandene for mange kunder stadig af kompromis på kvaliteten.

– Men vi har faktisk nærmest oplevet det modsatte, siger Ditlev Rahbek

– Hvor man herhjemme foretrækker at producere i MDF, vil de helst lave ting i massivtræ, men lige præcis med køkkener kan det faktisk blive en udfordring i forbindelse med fugt, uddyber han.

Artiklen fortsætter under billedet

Såvel forrammekøkkenet som sektionskøkkenet er af høj kvalitet og byder blandt andet på de fingertappede skuffer, fortæller Ditlev Rahbek.
Foto: Stilleben Architects

At der i det østeuropæiske skulle være en større hang til brugen af de mere kostbare råmaterialer, kan ifølge Ditlev Rahbek begrundes med blandt andet den geografisk betingede adgang til råtræet.

– Snedkeriet, vi bruger, ligger midt i en skov. De fælder og tørrer selv det træ, de bruger, så det er helt naturligt for dem at tage udgangspunkt i, forklarer han.

Snedkeri er vokset med 

Mens sektionskøkkenerne fremstilles i Litauen, foregår produktionen af virksomhedens forrammekøkkener på tre danske snedkerier.

– Det giver lidt mere plads til at lave kundetilpassede løsninger, fortæller Ditlev Rahbek, der udelukkende ser den eksterne produktion som en fordel for Stilleben Architects.

– Især med hensyn til sektionskøkkenerne betyder det, at vi let kan skalere produktionen op, forklarer han og peger på, at det samme i et vist omfang har gjort sig gældende for forrammekøkkenet.

– Det danske snedkeri, vi startede med, bestod den gang af en enkelt mand, men de er vokset sammen med os, og i dag er de ti, fortæller han.

Produktionssettuppet betyder ifølge Ditlev Rahbek, at virksomheden også er mindre skrøbelig, fordi produktionen kan flyttes, i fald et snedkeri eksempelvis skulle brænde ned. Og endelig giver det Stilleben Architects mulighed for at forfølge ambitionerne om at udvide universet.

– Vi kunne sagtens forestille os, at vi både skulle lave gryder og lamper, og fordi vi ikke har eget snedkeri, er vi ikke bundet af kun at tænke i et materiale, men kan i stedet tænke frit, slår Ditlev Rahbek fast. 

Foto: Stilleben Architects

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094