23948sdkhjf

Sang, dans og medbestemmelse har sikret Ilva tårnhøj leveringssikkerhed

Da Jakob Andersen for fem år siden trådte ind på det, der i dag er Ilvas centrallager i Vejle, var der store leveringsudfordringer. Omtrent et år forinden havde det daværende IDdesign samlet al fysisk logistik for både Ilva og Idémøbler på lageret, men it-bøvl og efterdønninger af centraliseringen betød store leveringsforsinkelser og utilfredse kunder til følge.

Det var imidlertid ikke kunderne, Jakob Andersen i rollen som nytiltrådt logistikchef kastede sig over som det første.

– Allerøverst på min liste stod at få skabt en ny kultur, og jeg har altid haft den ledelsesfilosofi, at firs mennesker tænker bedre end et, forklarer han og peger på, at medarbejdernes medbestemmelse derfor stod i højsædet.

– Men i første omgang handlede det om at få opsat klare mål, rammer og roller; mål for hvad vi skal, rammer for hvad vi må og så få defineret en klar rolle til den enkelte hver især, lidt som man har det på et fodboldhold, fortæller Jakob Andersen.

Morgensang og holdånd

For at holdet på centrallageret skulle fungere som netop et hold, blev der også taget mere utraditionelle metoder i brug. Således blev medarbejderne ikke blot sendt på kursus i konflikthåndtering og egenomsorg, der var også danseundervisning og morgensang på programmet.

– Det handlede om at skabe forståelse for hinanden og at lære sine kollegers styrker og svagheder at kende, forklarer han og peger på, at den følelse af kollegaskab er afgørende at man kan hjælpe hinanden med at lykkes i dagligdagen.  

Og ifølge Jakob Andersen er de i dag 80 ansatte på lageret i Vejle i den grad blevet et hold, der tager ejerskab og ansvar.

– Det er vigtigt at sige, at det er medarbejderne, der har båret det her frem; da vi først fik klare mål, rammer og roller, var hver enkelt ansat ikke længere en enmandshær; i stedet voksede de virkelig sammen som et team, og de har en helt fantastisk vilje til at lykkes, slår han fast.

Medbestemmende grupper

Hos Ilvas centrallager er alle medarbejdere organiseret i medbestemmende grupper i størrelser på omkring ti mand.

– Det varierer lidt, men de skal helst ikke blive større, for så risikerer vi, at der sker en splittelse internt, forklarer Jakob Andersen, der tror på, at medbestemmelse og kommunikation er afgørende for de ansatte arbejdsglæde.

– Hvis man ved, hvad der foregår i de andre grene af organisationen, så kan man tage højde for det i sit eget arbejde og være med til at spille hinanden bedre, uddyber han.

Konkret betyder det, at hver gruppe har en koordinator, der dagligt mødes med de andre koordinatorer.

– Og så organiserer og fordeler de dagens arbejde imellem sig, så hvis der for eksempel er et par stykker i varemodtagelsen eller pluk, der er syge, kan man låne hænder fra de andre grupper, lyder det.

Koordinatorerne deltager ugentligt i møder med driftschefen, hvor eventuelle udfordringer kan vendes, og på det ugentlige møde for hele organisationen kan der gives fællesbeskeder til hele holdet.

– Når ansvaret bliver lagt ud til de enkelte grupper, er det afgørende, at kommunikationen flyder, så alle kan træffe beslutninger på et ordentligt grundlag og dermed tage det ansvar, der kræves af dem, forklarer Jakob Andersen.

Hvorfor skal vi ikke hjælpe andre?

Holdånden skulle imidlertid vise sig at række endnu længere. Faktisk så langt at der på en medarbejders initiativ er blevet inviteret folk med på holdet, der tidligere ville have stået uden for arbejdsfællesskabet.

– En dag på et møde rakte en medarbejder hånden op og spurgte, hvorfor vi egentlig ikke skulle hjælpe dem, der havde det sværere end os. Det kunne jeg ikke komme med et godt svar på, fortæller Jakob Andersen, og derfor begyndte Ilvas centrallager et tæt samarbejde med Vejle Kommune.

– Det betyder, vi tage en del folk ind i arbejdsprøvning, men her hos os kalder vi dem kandidater, fordi de jo kandiderer til et job, hvad enten det er hos os eller i en anden virksomhed, forklarer logistikchefen, der fast har omkring fem kandidater på holdet.

Et tiltag, der har vist sig også at højne arbejdsglæden hos de andre ansatte.

– De har det jo på samme måde, som jeg har med det her; vi er pavestolte over at kunne hjælpe nogen videre, lyder det fra logistikchefen.

Således er Jakob Andersen altså lykkedes med at vende Ilvas logistikcenter til en strømlinet organisation, hvor alle har styr på såvel egne som kollegers roller, og hvor tilfredsheden nu to år i træk har scoret absolut topkarakter i Ilvas egen undersøgelse. Og hvordan er det så i mellemtiden er gået med at rette op på den svigtende leveringssikkerhed?

– Den er tårnhøj i dag, og det er først og fremmest vores medarbejderes fortjeneste, lyder det fra en stolt logistikchef.

Læs mere om: Ilva
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109