23948sdkhjf

Vægter ekspansion over bundlinje: Hanstholm har stadig vokseværk

Det er snart tre år siden, Carsten B. Andersen overtog ejerskabet af Hanstholm Køkken og skød gang i udviklingen fra nordjysk snedkeri til landsdækkende køkkenkæde.

Siden da er seks nye butikker er åbnet, to gamle lukket, og køkkendirektøren har netop kunnet præsentere et årsregnskab med vækst på både top og bund.

– Det er jo ingen voldsom vækst, men det er som forventet, lyder det fra Carsten B. Andersen ovenpå et regnskabsår, hvor bruttofortjenesten voksede fra små 10 til godt 13 mio. kr., mens resultatet før skat blev lidt mere end fordoblet og landede på 1,4 mio. kr.

At man ikke havde sat de vestjyske næser op efter mere, skyldes dels store investeringer i et it-system, dels at køkkenkæden i disse år vægter ekspansion over finansiel vækst, forklarer Carsten B. Andersen.

Fra fortiden til fremtiden

– Vi står midt i orkanens øje med implementeringen af et nyt it-system, eller, nu siger jeg nyt, men egentlig går vi fra ingenting til noget, fortæller Hanstholm-direktøren med et grin.

Alt i alt løber investeringen i systemet op i, hvad Carsten B. Andersen kategoriserer som ”et anseeligt millionbeløb”, og nu har man nået implementeringsfasen og forventer, at alt skulle være på plads senest til februar.

– Det betyder, at vi it-mæssigt kommer ind i det her årtusind, og når vi vækster så meget, som vi gør, er det afgørende, at alting ikke skal håndteres manuelt, forklarer Carsten B. Andersen, der ifølge eget udsagn bruger det meste af sin tid på at se fremad.

– Men når jeg nogle gange tager tiden til at reflektere og ser tilbage på de sidste to år, er der godt nok sket meget, vurderer han.

– For tre år siden var det her jo et snedkerværksted, men i dag er vi en køkkenfabrik med lige omkring 50 ansatte.

Flere butikker i støbeskeen

Hanstholm Køkken er i dag oppe på 16 butikker rundt i landet og har senest åbnet i Esbjerg. På længere sigt er der planer om også at skyde gang i eksport, men ifølge direktøren er der endnu mange bare pletter på Danmarkskortet, der kunne være interessante at se nærmere på først.

– Det er planen, at vi den næste tid skal have større udbredelse og blive landsdækkende. Det betyder ikke, vi skal være i alle byer, men måske en fire til seks butikker mere, lyder ambitionen fra direktøren, for hvem Vejle har stået højt på ønskelisten i en rum tid efterhånden.

– Men vi kan ikke bare sige Vejle og så vente på et lokale, så jeg har identificeret nogle interessante områder, og når der opstår noget, så tager vi det og går i gang, slår han fast.

Hanstholm Køkken A/S
mio. kr. 2019/20 2018/19
Bruttofortjeneste  13,4 10,0
Resultat af primær drift 2,1 1,2
Resultat før skat 1,4 0,7
Årets resultat 1,1 0,5
Balancesum 33,8 24,6
Egenkapital 9,3 4,8
Antal ansatte 43 39
Regnskabsåret blev afsluttet 30. april 2020.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11