23948sdkhjf

Modulbygger melder sig i kampen for flere kvinder

Med ny ambassadørpost håber nordjysk modulbygger at kunne tiltrække flere kvindelige talenter til produktionshallerne

Modulproducenten Scandi Byg er netop blevet virksomhedsambassadør i det landsdækkende netværk Boss Ladies. Håbet er at kunne tiltrække endnu flere kvinder til bygge- og anlægsbranchen, hvor seneste tal viser, at kvinderne i 2022 udgjorde blot 10,2 pct. af arbejdskraften, og faktisk adskiller modulbyggeren sig for nuværende ikke stort på området.

I dag er ti ud af de godt 130 ansatte i Scandi Bygs produktionshaller kvinder, og produktionschef Henrik Lundgaard Jensen er spændt på, hvordan udviklingen i antallet af kvindelige ansøgere vil se ud i den nære fremtid.

- Scandi Byg har et godt samarbejde med kommuner, uddannelsessteder og jobcentre, hvor vi gør det klart, at vi gerne modtager ansøgninger fra kvinder med de rette kvalifikationer. Det og vores nye ambassadørskab i Boss Ladies skal skabe en positiv udvikling, hvor virksomhedens produktionshaller ikke anses for en mandsdomineret arbejdsplads, siger Henrik Lundgaard Jensen i en pressemeddelelse og fortsætter:

- Vi kan allerede se, at en mangfoldig arbejdsplads giver nogle spændende dynamikker og et endnu stærkere sammenhold i Scandi Byg. Det skal vi bygge videre på, og forhåbentligt får vi flere kvindelige faglærte, ufaglærte og lærlinge til produktionshallerne i fremtiden.

Mange muligheder

En af kvinderne i Scandi Bygs produktionshaller dem er produktionsmedarbejder og træningskoordinator Mai-Britt Frimor, der har været ansat i virksomheden i otte år. Og ifølge Mai-Britt Frimor er der gode chancer for, at flere kvinder kan finde sig til rette hos virksomheden i Løgstør.

- Jeg er egentlig kontoruddannet, men jeg fandt hurtigt ud af, at det ikke var det rigtige for mig. Efter nogle år hos en vindues- og dørproducent kom jeg i et kursusforløb, som Tech College lavede i samarbejde med Scandi Byg. Her blev jeg oplært i modulbyggeri og efter en praktikperiode fik jeg fastansættelse på et hold med 22 ansatte, som lavede skurvogne, fortæller Mai-Britt Frimor og fortsætter:

- Siden dengang har jeg haft mulighed for at prøve mange forskellige områder af i virksomheden, og i dag er jeg endt i en spændende rolle, hvor jeg står i produktionen, men jeg er også træningskoordinator med ansvar for at oplære de nye timelønnede inden for områder som arbejdsmiljø, sikkerhedsregler og kontrolskemaer.

Kompetencer før køn

Selvom Mai-Britt Frimor har oplevet mange positive ændringer ved, at der er kommet flere kvinder i Scandi Bygs produktionshaller, og hun gerne vil være en del af kampen for at få flere af sit eget køn ind i byggebranchen, er det vigtigt for hende, at de faglige kompetencer ikke bliver glemt.

- Der er helt sikkert fordele ved at have en arbejdsplads, hvor der ikke kun er mænd eller kvinder. Jeg kan blandt andet mærke, at de sociale rammer er udvidet, efter vi er blevet flere kvinder. Der er kommet en bedre tone, og der er plads til at åbne op over for sine kolleger, fortæller Mai-Britt Frimor og tilføjer:

- I sidste ende mener jeg dog, at vi skal ansætte de medarbejdere, der har de bedste kvalifikationer. Men her er Boss Ladies jo også et glimrende tiltag, fordi de netop kæmper for, at få flere kvindelige talenter ind på erhvervsuddannelser, og det er jo første skridt på vejen til, at der kan komme endnu flere faglærte kvinder i min branche.

Se nøgletal for:
Læs mere om: Modulbyggeri
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.454