23948sdkhjf

Holmris B8 tager Montana med tilbage på skolebænken

Med det nye projekt 2Cool2Kill vil Holmris B8 sætte cirkulær økonomi på skemaet hos landets skoler. Undertitlen er Møbelgenbrug i Børnehøjde, og målet er at udarbejde et undervisningsmateriale med fokus på upcycling til temaforløb for folkeskoleelever.

– Vi arbejder jo med Verdensmål nr. 17, der handler om partnerskaber, og vi tager det ret seriøst, når vi siger, at vi gerne vil udbrede viden om, hvordan vi kan passe på verden, så der også kan være en verden til vores børn, fortæller Steffen Max Høgh, CSR-direktør i Holmris B8.

10 millioner ton møbler

Når det kommer til bæredygtighed i møbelbranchen, er der ifølge CSR-direktøren særligt tale om ef affaldsproblem.

– Alene i Europa smider vi 10 millioner ton møbler ud om året, hvoraf 80-90 procent sendes til forbrænding eller deponi, mens kun ca. 10 procent genanvendes, og meget få møbler istandsættes eller genbruges, fortæller Steffen Max Høgh og fortsætter:

– Så selvom dagsordenen omkring certificeringer er god, er det kun en meget lille del af det store problem; vi skal også fokusere på at lave nogle kæder, så vi får de brugte møbler tilbage i omløb, lyder det fra Steffen Max Høgh.

Hos Holmris B8 arbejder man med en model, hvor man tilbyder at købe kundernes gamle møbler, når man sælger dem nye. De ting, der ikke kan videresælges, ryger i stedet ud til velgørende organisationer eller institutioner via virksomhedens donationsnetværk.

20 reoler fra Folketinget

Det bliver også netop de tilbagetagne møbler, der tages udgangspunkt i, når 2Cool2Kill i disse dage skydes i gang som pilotprojekt på Bavnehøjskolen i Hasselager ved Århus.

– Vi har en samarbejdsaftale med Folketinget om at tage møbler retur, og her har vi blandt andet fået 20 Montana-reoler tilbage. Det er jo en designreol i høj kvalitet, men lige de her har en størrelse, som gør dem svære at sælge, fortæller Steffen Max Høgh.

I stedet flytter de 20 reoler i tre dage ind på skolen i Århus, hvor en flok 8. klasses elever, som har valgfaget Håndværk og Design, står klar til at tage sig kærligt af dem.

– Eleverne får lov at sætte de her reoler i stand og på den måde får de både undervisning i bæredygtighed og konkret erfaring med upcycling, forklarer Steffen Max Høgh og fortsætter:

– Og for at vise dem seriøsiteten omkring det, så bliver reolerne efterfølgende leveret tilbage til folketingspolitikerne.

Således kan blandt andre Pia Olsen Dyhr og Holger K. Nielsen se frem til at modtage de upcyclede reoler.

– Og de er jo med på, at det ikke er professionelle, der står bag, så de får selv lov at bestemme, om det bliver til stuen eller garagen, tilføjer CSR-direktøren med et grin.

En færdig pakke

Igennem de tre dage på Bavnehøjskolen bliver erfaringer og idéer indsamlet, og det hele vil efterfølgende være at finde på projektets hjemmeside.

– Her kommer alle skoler til at kunne gå ind og downloade materialet, ligesom vi lægger et længere online-foredrag om bæredygtighed og upcycling op, så lærerne kan blive klædt ordentligt på til sådan et projekt, forklarer Steffen Max Høgh.

Dermed kan eleverne på landets skoler komme i gang med at upcycle skolernes egne møbler, eller skolerne kan skaffe brugte møbler gennem donationsnetværket hos Holmris B8.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.531